Mors Cup denne weekend

Thisted Sejlklub afholder i weekenden distancesejladsen Mors Rundt. Distancen er på cirka 54 sømil, og går naturligvis rundt om øen Mors i Limfjorden. Deltagerne kan vælge mellem at sejle klassebådsrace eller familierace. Der sejles efter DH eller tursejlere uden målerbrev.

I år har 62 både tilmeldt sig, hvilket er en nedgang i forhold til tidligere år. Jens Mølgaard fra Thisted Sejlklub forklarer til bådmagasinet, hvorfor man har oplevet en nedgang: "Vores hjemmeside blev desværre hacket tidligere i år, hvilket har bevirket, at det har været svært at tilmelde sig sejladsen, som foregår online. Vi har dog lært af det, og næste år er vi klar til at give den fuld gas igen - lige nu gælder det dette års udgave af Mors Rundt".

Starten til dette års udgave går lørdag morgen klokken 09.00, og arrangørerne forventer, at sidste start er afviklet 10.30. "Vejrudsigten ser fornuftig ud, de lover 4-5 m/s. Vi regner med, at det vil tage de fleste 6-7 timer at sejle rundt. Det betyder, at alle kan komme i mål til festen om aftnen", lyder det fra Jens Mølgaard.

Alt for en hund

Det bliver noget af en fest, når 270 mennesker samles lørdag aften til festmiddag og hygge. "Vi har styr på det hele. Vi skal ikke tjene på Mors Rundt kapsejladsen. Faktisk har det været muligt at køre konceptet: "Alt for en hund" - her får sejlerne morgenmad, madpakke, festmiddag og brunch søndag morgen. Vi vil gerne have, at så mange så muligt deltager i kapsejladsen, hvor vores sponsorer har gjort det muligt at trække lod om flotte præmier lørdag aften. Sejlsport er andet end ekstremsport, det er sammenhold, kammeratskab og gode oplevelser - det vil vi gerne være med til at formidle", slutter Jens Mølgaard.