Bådmagasinet er på plads på Bogense Havn, som i år tager sig endnu bedre ud end tidligere oplevet. Mange telte og flotte udstyrsvogne er på plads på havnen, som til lejligheden er omdannet til en fed ’sejlerby’, og stemningen er så småt ved at bygge op til noget stort.
Styrbord rundt
Vi har her torsdag eftermiddag talt med stævneleder Poul Erik Nielsen, som på vanligvis har styr på løjerne, her et lille døgn før starten går på årets store folke-sejler-fest og kapsejlads Palby Fyn Cup.
Som vejrforholdene og vejrudsigten ser ud lige nu, ja så bliver det altså styrbord rundt i år, altså rundt om Fyns hoved og ned gennem Storebælt først.
Jeg har talt med nogle af de lokale sejlere fra Svendborg, og de fraråder at sende mange både under Svendborgsund broen, på et muligt kryds! Det er simpelthen ikke muligt at krydse gennem de nye kunstige stenrev som er skabt ved bropillerne under broen til Taasinge, og med den forventede vindretning, i det nordøstlige hjørne, ville det betyde kryds gennem Svendborgsund med bagbord start, så valget er ganske simpelt, udtaler Poul Erik Nielsen til Bådmagasinet.
Tilbage i 2015 var der en del både der udgik, kun 158 ud af 273 startende kom i mål, det er helt sikkert ikke det hårde vejr der skal have skylden i år. Det hele tegner til en super fin tur, hvis der er noget der driller, bliver det måske den løje vind der kommer til at skabe problemer.
Bådmagasinet følger op senere på dagen med en stemnings rapport set gennem objektivet på redaktørens Canon.
Opdateret efter kl. 18
Der hygges på havnen i Bogense, og TV2 vejret er lige ved at gøre klar til aftenens første udsendelse her fra havnen. Kl. 18.25 går Anders Brandt 'live' og fortæller sejlerne om hvad der venter dem de næste par døgn. Men i år lader det til at blive roligt, så der er lagt op til en fin Palby Fyn Cup.
Sejlerne ankommer i en lind strøm og der håndsejles, små-sludres, og i det hele taget er stemningen bare i top. Nyd lidt fotos fra Bogense her torsdag sen eftermiddag.