Dragør Sejlklub roses til skyerne efter et Drage DM som Schönherr vandt

Det var 100 Drage sejlere som ikke kunne få armene ned, efter tre fantastiske dage på vandet ud for Dragør, hvor et yderst stærkt felt kæmpede om det åbne danske mesterskab.

Det var et DM-stævne hvor alt klappede, og intet blev gjort mere besværligt end nødvendigt. Super arrangeret på land, og folkene bag arrangementet døbte det ’Hellerup modellen’ hvor der er fokus på top-tunet kapsejlads, god morgenmad, smør-selv madpakker, kolde molepils, og så pølser på grill. Hvor svært kan det være? – Det som Dragør Sejlklub diskede op med holdt hele vejen, og er samtidig, af flere deltagere, blevet nævnt som et af de bedste Drage DM i nyere tid.

Stærkt felt

Nu var det ikke kun på land der blev gået til den, nææ – hele 33 både var mødt op til årets DM og jeg skal love for der var dygtige sejlere fra ind og udland, hvor hele otte nationer var repræsenteret: Danmark, Sverige, Tyskland, England, New Zealand, Finland, Rusland og Schweiz.

Her fra Danmark kunne vinderen Jørgen Schönherr med gasterne Christian Videbæk og Thomas Schmidt ikke undgå at være blandt favoritterne. Teamet kommer trods alt fra en top placering (4, red.) ved det store internationale stævne i Douarnenez i Frankrig, men også med en Frank Berg, Jens Christensen, Lars Hendriksen, på startlinjen, ja så var der lagt i kakkelovnen, og kampe om pladserne.

Fra det store udland dukkede også kapsejlads-prominente navne op.

Tyske Markus Brennecke, med ikke mindre end Jochen Schumann og Theis Palm om bord, en skræmmende besætning med mange VM og OL guld medaljer i bagagen, som sluttede tre’er i Dragør, og så må vi ikke glemme Anatoly Loginov, en herrer som sagtens kan få en Drage hurtigt rundt på banen. Loginov sluttede to’er her ved DM, et resultat der fint matcher de to tidligere på sæsonen, hvor Loginov henholdsvis vandt i Dubai og blev nummer to ved et stort Drage stævne i San Remo. 

Stærkt at Drageklassen kan fyre så flot et DM af, så forholdsvis tidligt på sæsonen. Det tegner godt for en sæson hvor der både skal afvikles Marbelhead samt Gold Cup senere på året.

Link til resultatliste her