Folkebådene skød sæsonen i gang med Håndværker Cuppen

Bådmagasinet har fra Per Røssel, Faaborg – modtaget denne hyggelige beretning fra Håndværker Cup / Sjællands Mesterskabet 2016:

Vi fra Sofie (DEN 672, red.) havde glædet os utroligt meget til at skulle en tur over bæltet til årets første stævne.

Vi havde godt nok den svære opgave at skulle prøve at genvinde mesterskabet, men vi vidste på forhånd at det ville være nærmest umuligt at have det samme held og tur i den som sidste år, og det skulle senere vise sig, at forholdene på banen var nøjagtig lige så drilske som sidste år.

Efter ankomst fredag aften hvor jeg ankom alene uden gaster, fik jeg hurtigt med hjælp fra vores flinke Svenske venner Ulf og Martin samt Per Damm sat masten på. Efterfølgende fik vi en fantastisk flæskestegs burger (eller to). Godt initiativ fra Folkebådsklubben og Jægerspris Sejlklub.

Dejligt med hjælp

Sofie kom i vandet og blev sejlet på plads. Victor Thurøe var faktisk så ivrig for at hjælpe med at få båden sejlet på plads, at han nærmest i samme hængestil som i de gode gamle dage, endte med at hænge på maven ud over siden. At han ikke blev våd, det fatter jeg stadig ikke :-) Men dejligt at vi kan hjælpe hinanden.

Fredag aften havde alle sejlerne desværre utroligt travlt med at komme hjem fra klubhuset. Mon de stadig var vintertrætte, eller skulle der ’satse-soves’? Da klokken var 22 var kun Alex og jeg tilbage. Men heldigvis havde JSK ikke fjernet rødvinen, så vi kunne godt hygge os selv.

Vejret bedre end lovet

Lørdag morgen var vejeret bedre end først meldt i ugen op til stævnet. Selv om der ikke var så meget sol, og temperaturen ikke var den højeste, var det, sammen med en fornuftig vind på 3-6 m/sek, til at leve med

JSK sejlerne (Jægerspris, red.) havde som sædvanligt lavet et flot morgenbord, og de sørger i det hele taget kollektivt, for at vi hele vejen igennem stævnet, bliver serviceret rigtig flot.

Ude på banen troede vi alle at Team Brøgger med den nye Bluenose med alumast, havde fundet vejen til kæmpe succes. De var i hvert fald rigtig langt foran i 1. sejlads. Men det gik hurtigt over med en 13. i anden. I stedet kørte Team Thurøe en rigtig flot serie hjem, og førte ret suverænt efter dagens tre sejladser.

Den 4. sejlads nåede baneleder Hans Friis på flotteste vis at udsætte 15 sekunder før start. Han havde, før alle os andre, set at vinden begyndte at dreje - ja vel omkring 180 grader kom den rundt.

Samtidig kom regnen, og vinden lagde sig efterfølgende lidt. Hans prøvede at lægge banen om, og fik også startet os igen, men halvt oppe på første kryds drejede vinden igen 40 grader, og så blev vi sendt i havn. Faktisk i tørvejr igen.

Tilbage i havn fik vi de obligatoriske mole øl, og efterfølgende en rigtig lækker grill buffet afsluttende med gammeldags vaffelis ad libitum, det kan der ganske enkelt ikke klages over. Nogle kom nok lidt sent i seng, vores Jon var i hvert fald lidt stille søndag morgen og formiddag, men hyggen var vist ikke til at gå i seng fra.

Held i Lotto men ej på banen

Og så kørte Kæstel sit sædvanlige show med lodtrækning om nyt sejlertøj. Og på mystisk vis havde han det held, sammen med den øvrige besætning at blive den lykkelige vinder af helt nyt sæt sejlertøj fra Zhik.

Men ok da, så holdt de sig også temmelig meget tilbage ude på banen. Man kan ikke både have held i lotto og sejlads.

Søndag regnede alle med meget svag vind og max. 1-2 sejladser. Men heldigvis ville vejret på fjorden det anderledes. Højt solskin og 3-6 m/sek hele dagen gav os 4 gode sejladser, hvor Thurøe i ’Private Lady’ igen viste os hvordan det skulle gøres. 2, 1, 2 og så en lidt for ivrig tyvstart, gjorde at de vandt i helt suveræn stil.

De efterfølgende tre både lå alle á point, og der var ikke mange point ned til de næste 4-5 både. Det er faktisk et ret godt kendetegn ved Folkebådsklassen, at feltet kan være utrolig tæt, og at alle kan få et eller flere udfald undervejs i en serie.

Efter ankomst til havnen, hvor vi om bord på Sofie, naturligvis havde valgt at toppe vores serie i dagens sidste sejlads, for at nå kranen først, kom alle både hurtigt på land.

Efterfølgende var der oksekød og præmier i lange baner til de fire første både og endvidere lodtrækningspræmie til alle øvrige deltagere. Flot arrangeret af Jægerspris Sejlklub, og vi takker JSK for et helt fantastisk godt stævne, som vi meget sikkert vender tilbage til igen til næste år. ,

Til slut vil jeg sige rigtig hjertelig velkommen i stævneklubben til Søren, John og Lasse fra DEN 718. De havde taget turen via vandvejen helt inde fra København. Og den er i hvert fald ikke så kort som over landevejen. Jeg håber at De har fået samling på alle Deres biler i diverse havne, og samtidig at vi ser dem igen til DM i Skovshoved.

Sejlerhilsen Per – DEN 672 - Sofie







★ Test af motorbåd

★ Test: Lynhurtig Saxdor 400 GTC med foldbare terrasser

★ Tursejlads

★ Familien Nissen - Friske råvarer

★ Interview & Portræt

★ Citat: 'Større skifte i sejler Danmarks organisationskultur'

★ Tursejlads

★ Familien Nissen - Mad om bord

★ Interview & Portræt

★ DS Sportschef Peter Hansen om hans første 100 dage...

★ Artikel

★ Havnens placering skaber tvivl om regler

★ Tursejlads

★ Familien Nissen - Hund om bord

★ Gør det selv

★ Sejlbådens ror har aldrig været bedre, men kræver din...

★ Test af sejlbåde

★ Test: Lille båd - store muligheder

★ Tursejlads

★ Familien Nissen - Sejlads til nære kyster





Udvalgte artikler *


Produktnyt

Hvis der er noget vi glæder os til...

USA: GM ind på markedet for e-motorer

Der er en ny kat i byen