Ved TORM ungdoms Grand Prix i Nyborg Sejlforening og Yachtklubben Furesøen i næste måned får et fantastisk initiativ premiere. Dansk Sejlunions nye trænerfunktion, der er navngivet en banecoach, vil være på kapsejladsbanerne til de to Grand Prix stævner. Banecoachfunktonen er til for alle sejlere på banen, og den er til som en sparring for trænere fra sejlklubberne i Danmark.
Banecoachen vil være til stede for alle sejlere på banerne og give feed-back på alt, hvad han ser. Det er muligt at få en snak med banecoachen inden dagens sejladser, da vedkommende vil være på havnen fra tidlig morgen. Et passende stykke tid inden start afholder vedkommende en briefing på havnen. Tidspunkt og sted annonceres på noticeboard. Som sejler vil det være en fordel at tage fat i banecoachen og fortælle lidt om, hvad man gerne vil have hjælp til. På den måde kan banecoachen give bedre feed-back på de rigtige ting.
Briefing, coaching og debriefing
Briefingen inden start vil indeholde en vejrudsigt og lidt snak om de mulige overvejelser, man skal have på det strategiske og taktiske plan. Der kan også blive snakket om det tekniske, og hvordan båden skal sættes op.
På vandet deler banecoachen tiden imellem alle klasser på banen. Det er således ikke afgørende, hvad man sejler. Banecoachen opgave består ganske enkelt i at inspirere, at observere og at give så meget feed-back som muligt til så mange sejlere og trænere som muligt.
Efter sejlads vil der både lørdag og søndag være en debriefing. Her vil banecoachen lave en opsummering på dagens sejlads, og vedkommende vil tage fat i de vigtigste generelle emner der har været igennem dagen. Sejlerne har også mulighed for at stille spørgsmål til banecoachen.
Trænere skal være med i møderne og i snakken
Banecoachens møder og coaching er også tilgængelig for andre trænere. Så er man klubtræner, så opfordres man til at deltage i de fælles briefings. Hvor man som træner også er velkommen til at bidrage inputs eller spørgsmål.
Hvem er banecoaches hvor?
I Nyborg Sejlforening den 7.-8. maj vil Finn Beton fra Kraftcenter Aarhus og Jan Christiansen fra Dansk Sejlunion være banecoaches på de to baner.
I Yachtklubben Furesøen den 21.-22. maj vil Christian Rasmussen fra Kraftcenter Øst og sandsynligvis Nicolas Brandt Hansen fra Dansk Sejlunion være banecoaches på de to baner.