Det blev en lang dag i Long Beach Californien, hvor anden afdeling af året World Match Racing Tour bliver afviklet frem til og med søndag.
Vejrguderne viste sig ikke fra den mest hjælpsomme side, da vinden var tæt på ikke eksisterende, og så endda med regn. Ikke just de vejrforhold man får frem på nethinden, når der står Californien på invitationen. Jeg kan ikke lade være med at tænke - tager vi ikke Albert Hammon i en løgn her? Jeg har da tit sunget med på hans mega hit, It never rains in Californien...
Men det lykkedes dog raceofficer Randy Smith at få gennemført to flights, inden vandet var totalt blankt.
Desværre for Nicolai Sehested og han TREFOR team, så blev det til et enkelt nederlag, men teamet er stadig med helt i front, og førstedagens suveræne fem sejre kan vise sig at blive guld værd, hvis den lette vind fortsætter frem mod ’cuttet’.
Sehested tabte dagens match til Chris Steele (NZL) og deres match blev udråbt til ’match of the day’ da bådene blev målt til at nå hele 3 knob, de øvrige matcher handlede mere om hvem der var bedt til at drive ☹
Nicolai Sehested startede dagen ubesejret, men med begge ben på jorden havde den blonde unge dansker helt fornuftigt tilføjet ’men ikke uovervindelig’ inden team TREFOR var gået på vandet for dagens match. Det skal dog lige tilføjes, at blandt Sehesteds fem sejre, findes både Ian Williams og Taylor Canfield. Not bad!
Den aktuelle stilling efter torsdagens 'race': (bemærk af flere teams har sejlet 7 sejladser)
1. Phil Robertson (NZL) WAKA Racing 6-1
2. Chris Steele (NZL) 36 Below Racing 5-1
3. Nicolai Sehested (DEN) Trefor Match Racing 5-1
4. Taylor Canfield (ISV) US One 5-2
5. Eric Monnin (SUI) Albert Riele Swiss Team 4-3
6. Bjorn Hansen (SWE) Nautiska Racing 4-3
7. Johnie Berntsson (SWE) Team Flux 4-3
8. Sam Gilmour (AUS) Neptune Racing 3-4
9. Scott Dickson (USA) Dickson Racing 2-4
10. Keith Swinton (AUS) Black Swan Racing 1-5
11. Sally Barkow (USA) Team Magenta 32 1-6
12. Ian Williams (GBR) GAC Pindar 1-6