Solosejlere er den gruppe sejlere som generelt behandler spørgsmålet om sikkerhed mest seriøst. Statistikken kan ikke udpege en eneste alvorlig ulykke. Alligevel kritiseres de hårdt – for manglende sikkerhed!
Når noget nyt begynder at røre på sig, kommer der også gang i dem, der synes, at der er noget i vejen eller som synes, det bør forbydes. Det er sikkert som amen i kirken: En hær af kommentatorer rejser sig fra sofaen og løfter pegefingeren. Sådan er det i samfundsdebatten generelt, og sådan er det også i vores lille andedam, sejlsporten.
Faktuelt og statistisk sikkert
Senest er det solosejlads, der er noget i vejen med. Det er blevet meget populært, som især tilslutningen til Sølvroret viser, og for nogen er det rigtig svært at håndtere. Denne gang er det primært sikkerhedskortet, der bliver trukket på trods af, at ikke én eneste døds-ulykke eller alvorlig ulykke på vandet kan henføres til den type sejlads.
Som vi så i en artikel i et tidligere nummer af Bådmagasinet, viser statistikken tydeligt, hvad der faktuelt er farligt: At fiske fra åbne små motorbåde og vandre på broerne i havnene. Gør man det uden redningsvest og med promille i blodet, er man i top-pen af ulykkesstatistikken. At sejle alene, specielt i kapsejladssammenhæng, er faktuelt og statistisk ikke en aktivitet, der er forbundet med ulykker.
Nærværende risiko
Inden vi fortsætter, vil jeg gerne sige, at jeg støtter op om en åben diskussion om, hvordan man kan øge sikkerheden til søs. Det gælder for folk, der sejler alene, folk der sejler alene med gæster om bord (måske dem der er flest af), og folk der sejler i selskab med andre sejlere.
Sikkerhed er i det hele taget et tema, der naturligt kommer til at fylde en hel del, når man skal være alene til søs. Det samme gælder, når man skal sejle på åbent hav. Det kan ikke undgås, eftersom de potentielle farer, der jo findes, bliver meget nærværende, både når man er alene, og når der er meget langt til land. Man kommer til at mærke, hvad der er på spil. Det er måske i virkeligheden noget af fascinationen.
Derfor er det ret naturligt, at netop solosejlere og langtursejlere er de to grupper af sejlere, som er mest optaget af sikkerhed, og som generelt tager søsikkerhed meget alvorligt. Selv tilhører jeg begge grupper, og har derfor gjort mig en hel del tanker om emnet, så vel som praktiske erfaringer. Det ved jeg også, at de fleste andre har, som interesserer sig for de samme former for sejlads.
Det er altså den gruppe sejlere, som generelt be-handler spørgsmålet om sikkerhed mest seriøst, og hvor statistikken ikke kan udpege en eneste alvorlig ulykke, som nu kritiseres for manglende sikkerhed.
Der stilles krav
Derfor kan det selvfølgelig også gå galt for alenesejlere. En dag kan der komme den melding, vi alle frygter: At en solosejler er faldet i vandet og er forsvundet, mens båden ufortrødent har fortsat sin kurs. Sidste år faldt en solosejler faktisk i vandet under tursejlads og blev først fundet mange timer senere – heldigvis i live. For et par år siden var der en anden meget omtalt næsten-ulykke, hvor en deltager i Sjælland Rundt sejlede sovende over mållinjen og fortsatte mod færgeruten Helsingør-Helsingborg. Han blev heldigvis stoppet, inden der skete noget.
Så er der en risiko forbundet med at sejle alene? Ja, selvfølgelig. Er den større, end hvis der er flere om bord? Ja – med mindre man kompenserer for den øgede risiko ved hjælp af gode forberedelser, fornuftige rutiner om bord og ordentlig sikkerhedsudstyr. Og så er der grænser for, hvor langt man bør sejle nonstop alene i kystnært og trafikeret farvand, hvor man ikke kan få små power-naps uden at gå for meget på kompromis med kravene til behørig udkig. Der stilles med andre ord en del krav, hvis solosejlads skal have et tilstrækkelig højt sikkerhedsniveau.
Hvordan gøre det bedre?
Solosejlads er med andre ord en kalkuleret risiko, som generelt tages af folk, der ved, hvad de gør. Og det bidrager ikke til noget som helst nyttigt eller fornuftigt, at man forsøger at dømme aktiviteten uforsvarlig eller endda ulovlig. Begge påstande savner skyggen af dokumentation. Den diskussion, vi bør have, er i stedet, hvordan man kan tilrettelægge solosejlads på en måde, som gør den så sikker og forsvarlig som mulig.
Farvel til vagtholdsbekendtgørelsen
Et skridt på vejen mod en mere interessant diskussion er at holde op med at fordømme og pege fingre. Allermest nedslående er forsøgene på at påberåbe sig en paragraf, som forbyder hele molevitten. Hvis du kun huske én ting efter at have læst denne artikel, så håber jeg, det vil være følgende: Der findes heldigvis ikke nogen lov i Danmark som forbyder solosejlads. Heller ikke den såkaldte ”Vagtholdsbekendtgørelse”, som der tit henvises til. Lad os lige se nærmere på den, så vi sammen kan lægge den til side bagefter.
En akademisk diskussion
Bekendtgørelse om vagthold i skibe indgår i lov om sikkerhed til søs jf. lovbekendtgørelse nr. 627 af 26. juli 2002. Den fylder en hel del og fastsætter talrige regler for bemanding af maskinrum og radiostationer, samt vagthold under sejlads og ankerligge. Loven er med andre ord klart tiltænkt kommerciel skibsfart. Der er dog en lille stump, der kan bringes i spil for fritidssejlere – hvis man er særlig optaget af jura. Der har imidlertid aldrig været en sag, hvor et brud på Vagtholdsbekendtgørelsen på et fritidsfartøj har medført hverken anklage eller dom, og der er ingen tradition eller interesse for at kontrollere vagthold om bord på fritidsbåde fra politimyndighedernes side. Det er med andre ord snak om en ren akademisk diskussion uden praktisk betydning.
Som forholdene tilsiger det
”§ 4: I mindre fiskeskibe og i andre mindre skibe og fartøjer, i hvilke indretning, anvendelse eller be-sætningens størrelse og sammensætning medfører, at nærværende vagtholdsbestemmelser ikke fuldt ud kan, eller med rimelighed bør, opfyldes, skal disse følges i den udstrækning, som forholdene tilsiger det. Der skal dog uden for havn eller beskyttet ankerplads altid holdes behørig udkig fra dæk eller styrehus, og enhver fravigelse af vagtholdsbestemmelserne skal være baseret på en konkret vurdering i overensstemmelse med pkt. 16 og 17 i bilag 1".
Punkt 16 og 17 består af lister med faktorer, som ”føreren” (skibsfører) skal tage hensyn til. Det er ting som vejrforhold, sigtbarhed, trafiktæthed, driftstilstand på instrumenter og så videre.
Altså: Loven påbyder førere af fritidsfartøjer at holde behørig udkig, eftersom forholdene kræver det. Hvis man fraviger vagtholdsbestemmelserne, skal det baseres på en konkret vurdering. That’s it.
Kan vi så komme videre?
Dette her er en låst artikel, som egentlig kun var for abonnenter - men emnet fandt vi SÅ vigtigt at vi har valgt at bringe artiklen, så alle kan læse med. Ønsker du at være abonnent på Bådmagasinet - klik her