Dag tre ved VM for 49er, 49erFx og Nacra 17 bød på meget let luft, modsat af de to forgående dage, hvor det har blæst meget. 49erFx feltet startede dog også dagen med at vente på vinden, mens herrene blev sendt på vandet ved 10-tiden, lokal tid.
I den tætte 49erFX klasse, hvor Danmark stiller med hele tre besætninger, der også intern dyster om OL udtagelsen, var det Horsens søstrene Maiken og Anne-Julie Foght Schütts dag. De indtager nu en andenplads i den samlede stilling efter dagens serie på 9-4-4-2. Sportchef, Thomas Jacobsen er med i Clearwater, og han udtaler om deres sejlads: Maiken og Anne-Julie sejlede konservativt og godt, hvor de formåede at finde de frie spor i den lette luft.
Ida Marie Baad og Marie Thusgaard, der under gårsdagens sejladser, var så uheldige at brække toppen af masten, var naturligvis på vandet med en ny mast. Foreløbig er det dog ikke Aarhuspigernes VM. Dagen startede ellers flot med en andenplads i første sejlads, men dernæst blev pigerne noteret for to tyvstarter og en 17. plads i sidste sejlads. Det rækker til en samlet 31. plads i stillingen.
Hellerup-pigerne Jena Mai Hansen og Katja Salskov-Iversen lavede en 15. plads i første sejlads. I anden sejlads blev pigerne noteret for en tyvstart, og sejlede herefter en niende og tredje plads hjem i dagens to sidste sejladser. De ligger nu nummer 15 samlet.
Jena Mai Hansen & Katja Salskov-Iversen i gårsdagens store bølger. Foto: Jen Edney.
Stillingen VM 49erFX 2016
1. Victoria Jurxzok & Anika Lorenz, Tyskland, 9
2. Maiken & Anne-Julie Foght Schütt, Danmark, 11
3. Charlotte Dobson & Sophie Ainswoth, Storbritannien, 12
15. Jena Mai Hansen & Katja Salskov-Iversen, Danmark, 32
31. Ida Marie Baad & Marie Thusgaard, Danmark, 47
Warrer & Thomsen havde en svær dag
Hos mændene i 49er klassen lå Jonas Warrer og Anders Thomsen på en delt førsteplads inden dagens sejladser. Dagens lette luft på omkring 3 m/s var dog udfordrende for duoen, der lavede en serie på 11-14-6-5, der giver dem en placering som nummer otte samlet.
Totalt dominerende er duoen Burling og Tuke fra New Zealand, efter fem sejladser er de noteret med fire point! De trækker altså en førsteplads, og har lavet udelukken prikker i de fem sejladser, øhhh - vi bukker.
Stillingen 49er VM 2016
1. Peter Burling & Blair Tuke, New Zealand, 4
2. Nathan Outteridge & Iain Jensen, Australien, 10
3. John Pink & Stuart Buthell, Storbritannien, 15
8. Jonas Warrer & Anders Thomsen, Danmark, 23
Både 49erne og 49erFXerne er fortsat bagud i VM programmet. Derfor er fredag afsat til videre kvalifikationssejladser i delte felter.
To besætninger i top 10
I Nacra 17 feltet blev det til tre sejladser torsdag i den lette vind. Lin Ea Cenholt og Christian Peter Lübeck kom bedst ud af dagen, hvor de lavede en serie 2-13-4 serie. De betyder, at de rykker frem som samlet 10er. Allan Nørregaard og Anette Viborg, der inden dagens sejladser lå på en andenplads, må rykke to pladser ned i den samlede stilling efter en serie 22-7-9. Allan Nørregaard udtaler ovenpå dagens sejladser: Det er vigtigt at komme fri af feltet, få plads omkring dig. Ligeså snart man kom tæt på de andre både, så blev det svært. Så det at finde dit eget sport på banen var vigtigt.
Allan Nørregaard spejder efter vind sammen med gasten Anette Viborg. Foto: Laurens Morel.
Anne-Line Lyngsø og Jakob Faarvang ligger stadig som nummer 38 i den samlede stilling (38, 27, 32).
Stillingen VM Nacra 17 2016
1. Billy Besson & Marie Riou, Frankrig, 16
2. Vittorio Bissaro & Silvia Sicouri, Italien, 41
3. Jason Waterhouse & Lisa Darmanin, Australien, 55
4. Allan Nørregaard & Anette Viborg, Danmark, 56
10. Lin Ea Cenholt & Christian Peter Lübeck, Danmark, 79
38. Anne-Line Lyngsø Thomsen & Jacob Faarvang, Danmark, 236