Sydney Hobart update

24 både er indtil videre udgået af årets Sydney Hobart race, efter en lørdag nat med hård vind til stiv kuling. Mange af bådene har rorskader og ødelagte sejl. Blandt de udgåede er vores favorit Wild Oats XI som vi tippede til Line Honours foran Comanche, men sådan skulle det ikke gå.

Et ødelagt storsejl forhindrede, den for flere millioner ombyggede Wild Oats XI, i at gentage triumfen fra sidste år, hvor båden hentede Comanche, som havde ført en stor del af turen, og snuppede Line Honour titlen i Hobart.

For ganske få timer siden sejlede Comanche sig i front, og det på trods af båden var tæt på at udgå. Lørdag nat ramte Comanche 'et eller andet' og styrbord ror og daggerboard blev voldsomt beskadiget. Rygterne løb hurtigt på nettet, var Comanche ved at følge de to andre udgåede Maxi's Wild Oats og Perpetual Loyal?

Men nej, Ken Read - skipper på Comanche ville det anderledes. 'vi er kommet her for at gennemføre, om vi så skal ro over mållinjen i Hobart, så gennemfører vi' var meldingen til besætningen hvor blandt andet James Spithill også er med om bord, sådan!

Rambler, som efter Comanches skade har ført en god del af tiden, har her til morgen også meldt at de har ramt noget i vandet. Uheldet skete umiddelbart før Comanche overtog føringen, så det er to ramponerede både der fører feltet an mod Hobart.

Det er kun ganske få sømil der skiller de to både, og med aftagende vind, hvor Rambler måske er hurtigst, så er intet afgjort. Det bliver en gyser resten af vejen mod Hobart, hvor der stadig er 290 sømil til.

Lang i ORCI 1 front

Ragamuffin 52 som Peter Lang er en del af, fører ORCI 1 løbet, på trods af båden var indvolveret i en kollision i Sydney Habour. Den anden TP52, en kinesiske ARK323 måtte udgå. De forsøgt at undvige Rambler, men i denne manøvre gik det galt, de ramte Ragamuffin og måtte efterfølgende udgå med skader på dækket.