Det brasilianske sommer er hot, det kan de danske sejlere, der lige nu sejler Copa de Brasil de Vela, skrive under på. Stegende sol fra en skyfri himmel og en temperatur, der nærmer sig de 40 grader - og som om det ikke var nok, så blæser der kun en svag vind. Grundet den svage vind har sejlerne brugt meget af deres tid på at vente på netop en stabil vind, så sejladserne kunne afvikles.
I 49erFX klassen er alle tre danske besætninger med i top 10, hvilket igen bevidner om, at vi har nogle både, der gang på gang blander sig helt i toppen af verdenseliten. Bedst placerede efter otte sejladser i klassen ligger Jena Mai Hansen og Katja Salskov-Iversen med en tredjeplads. Med et point mere på fjerdepladsen finder vi VM bronzevinderne, Ida Marie Baad og Marie Thusgaard. Mens søstrene Schütt ligger på en foreløbig niende plads. Ida Marie og Marie Thusgaard udtaler på deres facebookside: "Indtilvidere ligger vi nummer fire i stævnet. Men da vi er hernede for at træne, går vi ikke så meget op i resultatet. Vi går mere op i at lære så meget som muligt. Rio er et mega svært sted at sejle. Så den, der er bedst til at lave nogle "gode" dårlige sejladser, er ofte den der vinder, og det synes vi, at vi er lykkedes okay med indtil videre".
Hårdt arbejde forude
Jonas Høgh-Christensen hænger også stadig med i Finnjolle klassen, hvor den nykårede verdensmester Giles Scott ligger på en foreløbig andenplads. Høghen indtager en sjetteplads, men var ikke helt tilfreds med sin indsats ved gårsdagens to sejladser, hvor han fik en femte og syvende plads. "Dårlig dag i dag - bare ikke godt nok. Rundede topmærket begge gange i top tre, men jeg havde problemer med at holde min placering. Nu ligger en masse hårdt arbejde forude".
Verdenmester Anne-Marie Rindom ligger på en foreløbig tredjeplads i Laser Radial klassen, hvor hun vanen tro slås med belgieren Evi Van Acker og hollænderen Marit Bouwmeester. Der er ingen tvivl om at de tre må være de bedste i verden netop nu. Sarah Gunni ligger på en foreløbig 18. plads.
I Nacra klassen er Lin Cenholt og Christian Peter Lübeck bedst placerede med en foreløbig sjette plads. Allan Nørregaard og Anette Viborg ligger nummer femten i feltet, der tæller 24 både.
Copa de Brasil de Vela slutter den 22. december, hvor sejlerne også flyver hjem til Danmark for at fejren julen.
Laser Radial
1. Evi van Acker, Belgien, 14
2. Marit Bouwmeester, Holland, 18
3. Anne-Marie Rindom, Danmark, 29
18. Sarah Gunni, Danmark, 78
Finnjolle
1. Vasiliij Zbogar, Slovenien, 9
2. Giles Scoot, Storbritannien, 9
3. Caleb Paine, USA, 18
6. Jonas Høgh-Christensen, Danmark, 23
Nacra 17
1. Thomas Zajak & Tanja Frank, Østrig, 35
2. Billy Besson & Marie Riou, Frankrig, 36
3. Ben Saxton & Nicola Groves, Storbritannien, 44
6. Lin Cenholt & Christian Peter Lübeck, Danmark, 58
15. Allan Nørregaard & Anette Viborg, Danmark, 78
49erFX
1. Tamara Echegoyen & Berta Bentanzos, Spanien, 31
2. Annemiek Bekking & Anette Duelz, Holland, 33
3. Jena Mai Hansen & Katja Salskov-Iversen, 34
4. Ida Marie Baad & Marie Thusgaard, Danmark, 35
9. Maiken & Anne-Julie Foght Schütt, Danmark, 50