Danmark har fået en ny verdensmester i Laser Radial.
Anne-Marie Rindom fra Horsens vinder VM i Oman. Det blev en gyserafslutning på VM stævnet, hvor Rindom har ført fra dag ét af. Dog på en delt førsteplads med belgiske Evi Van Acher inden dagens eneste sejlads.
Anne-Marie Rindom har leveret en yderst stabil serie gennem hele ugen, hvilket var med til at sikre VM-guld, da stævnet skulle afgøres efter en 'count back' - Rindom sluttede á point med hollænderen Marit Bouwmeester, men i kraft af flest førstepladser hiver Rindom VM-guldet hjem.
Anne-Marie Rindom udtaler efter, at VM guldet var i hus: "Jeg har det så godt, vi har arbejdet for det så længe. Det er en drøm, der er blevet virkelighed. Så jeg er bare glad for at kunne kalde mig verdensmester. Jeg har trænet hårdt og har brugt al min tid på sejlads. Så det er virkelig en sejr".
I sidste sejlads var det hele lidt ude af Anne-Maries hænder. Hollænderen sluttede som nummer fire, og endte dermed á point med Anne-Marie. Var Marit Bouwmeester blevet treer i dagens sejlads, skulle VM guldet sendes til tulipan-landet, men men det skete heldigvis ikke, og dansk sejlsport, Anne-Marie Rindom og hele 'Horsens til OL' kan fejre en VM guldmedalje.
"Det er et fantastisk resultat. Anne-Marie har altid været talentfuld, samtidig er hun en glad og open minded person, der elsker at træne og konkurrere. Vigtigst af alt, så indgår hun i et formidabelt samarbejde i den danske Radial-gruppe, hvor træner Piotr Wojewski har løftet hende det sidste stykke op blandt de allerbedste", siger sportschef Thomas Jakobsen i en kommentar til VM-resultatet.
Første VM-guld siden 2009
Rindoms triumf er dansk sejlsports første VM-guld i en OL-klasse siden 2009, hvor det var Finn-sejler Jonas Høgh-Christensen, der vandt titlen. Det er samtidig første gang, dansk sejlsport vinder VM-medalje i Radial-klassen.
Anne-Marie Rindom deltog ved OL i 2012, hvor hun blev nummer 13. 2015 har været hendes definitive gennembrud med sejre ved både World Cup'en i Miami og Europa Cup'en i La Rochelle – sidstnævnte vundet for ganske få uger siden.
VM indgår som det første af tre stævner i den danske OL-udtagelse.
Resultat VM Laser Radial 2015
1. Anne-Marie Rindom, Danmark, 40
2. Marit Bouwmeester, Holland, 40
3. Evi Van Acher, Belgien, 44
4. Tuula Tenkanen, Finland, 49
5. Josefin Olesson, Sverige, 53