Det var en særdeles våd dag i Buenos Aires, hvor vejret stod på dagsregn krydret med torden. De tre danske 49erFX besætninger sejler alle med i guldfeltet. Men alle måtte de våbne sig med tålmodighed - og desværre forgæves da der ikke blev sejlet i dag. Det lykkedes arrangørerne at få afviklet en enkelt sejlads i sølvfeltet hos både 49er og 49erFX.
Vejret i Buenos Aires i dag, hvor en amerikansk 49er er i vanskeligheder under regnen.
Ida Marie Baad og Marie Thusgaard, der fører VM stævnet suverænt, havde håbet på flere sejladser. De udtaler: "Vi blev våde helt ind til benet". Jena Mai Hansen og Katja Salskov-Iversen var også lettere frustreret over det dårlige vejr, og de udtaler: "Det er fjerde dag i stævnet og første dag, hvor vi skulle have sejlet med i guldfeltet. Det regner, tordner og lyner, så de har skudt af for dagen. For det er ikke så sjovt at være ude i det her regnvejr. Buenos Aires - vi troede det var sol og sommer, men vi kan godt tro om igen".
Jena Mai Hansen i regnen
Arrangørerne forsøger at indhente lidt af de tabte ved at have planlagt fire sejladser i morgen, hvor sejlerne bliver sendt på vandet ved 10-tiden (Klokken 14.00, dansk tid). Lørdag er der planlagt tre sejladser foruden medal race for de ti bedste placerede besætninger.
I mændenes 49er felt ligger Jonas Warrer og Anders Thomsen på en foreløbig 24. plads - de nåede med nød og næppe at blive en del af guldfeltet, der blev delt ved plads nummer 25. De to herrers resultater har været meget svingende - alt fra en anden plads til en 25. plads i de foreløbige otte afviklede sejladser.
Stillingen 49erFX VM 2015
1. Ida Marie Baad & Marie Thusgaard, Danmark
2. Guilia Conti & Francesca Clapcich, Italien
3. Tamara Echegoyen & Berta Bentazos, Spanien
4. Jena Mai Hansen & Katja Salskov-Iversen, Danmark
5. Maiken & Anne-Julie Foght Schütt, Danmark
Alle resultater kan ses her.