Årets afdansningsbal for de store både

 

35 store kølbåde (24-50 fod) deltog – ligeligt fordelt på deltagere under de to måleregler ORCi og DH. Særligt glædeligt var det store deltagerantal under ORCi, fordi KDY og Egaa Sejlklub i 2016 er værter for netop ORCi-VM.

Hygge

De store både var på Øresund i weekenden til årets sidste kapsejlads. Foto: Per Heegaard

Sejladserne blev dygtigt ledet af de to baneledere Michael Moesgaard Andersen og Jesper Adeler. De sørgede for kvik afvikling af de flotte sejladser.

Lørdag lagde de dog ud med en ret lang første sejlads, og da løbsinddelingen havde fastlåst, at de største både skulle sejle tre omgang og de mindre kun to omgange, blev ventetiden lang for de hurtigste, mindre både. Det blev der lavet om på, så særligt søndagens sejladser blev korte med minimal ventetid.

AutumnRegatta

Smukt efterårsvejr på Øresund. Foto: Per Heegaard.

Hyggen i centrum

KDY ved, at stævner skal være andet end hård kapsejlads. Det blev demonstreret til Pantaenius Autumn Regatta. Fredag, lørdag og søndag var der hygge og moleøl. Lørdag aften herlig middag med Nicolai Lassens honningglaserede Marsk-skinker og en æblekage, som mor ville have ønsket at kunne lave den. Søndag stod Arne Sylvester for at vende 340 grillpølser til sejlerne, mens de ventede på præmieuddelingen.

Se galleri fra sejladserne her

Der var præmier fra Helly Hansen til de vindende besætninger i de fire løb. Skipper fra vinderen i hvert løb skulle traditionen tro dyste for at finde stævnets samlede vinder, der fik sin vægt i rødvin. De fire store herrer måtte igennem først en kvik maritim quiz, men da de på denne bane viste sig at være lige vidende (eller uvidende), måtte der er lodtrækning til, før Michael Møllmann (X37, HANSEN) kom på vægten og hentede 18 kasser rødvin med hjem til besætningen.

Til sidst blev der trukket lod om et gavekort fra North Sails på 10.000 kr. Til stor begejstring vandt Thomas Taatø (X362S, Exolist) gavekortet. Han er kendt fra Elvström Sails og valgte efter moden overvejelse og tilråb fra tilskuerne at genudsætte kortet til en ny lodtrækning. Den endelige vinder blev Mads Elleskov (X40, Safran).

De fire løbsvindere

Løb 1 (Store ORCi): Peter Buhl (X40, Sirena)

Løb 2 (mindre ORCi): Michael Møllmann (X37, HANSEN)

Løb 3 (Store DH): Mads Ellesskov (X40, Safran)

Løb 4 (Mindre DH): Rasmus Rosental (M34 TeamRapRap)

 

Se resultater her

http://kdy.dk/uploads_kaps/PAR2015ORC.htm

http://kdy.dk/uploads_kaps/PAR2015DH.htm