Harboe Cup 2015 blev afviklet i perfekt vejr med vindstyrker fra 4-8 m/s fra vest/nordvest og i fuld sol. Dermed fik alle klasser de bedste forhold til at finde vinderne - ikke blot af Harboe Cup, men for seks klasser - herunder også de danske mestre for 2015.
Ved Kobæk strand sejlede Optimist A, Zoom8, Laser Radial, Europe og 29'er samtidig med Harboe Cup om TORM Junior og Ungdoms DM og på Skælskør Nor sejlede Feva XL også om DM. De 216 joller i disse seks klasser har sammen med stævnets øvrige 145 joller sejlet ialt 89 sejladser, således at vinderne af alle klasserne kunne kåres søndag eftermiddag.
Fevajoller i dyst ved Kobæk Strand. Foto: Jan Nielsen
Flot program
Stemningen på land og på vandet var i top, og selv for de mange, som ventede på land, havde Skælskør forberedt et flot program med kunst-crawl, rundvisning på Harboes Bryggeri, veteranbus og en masse gode tilbud i byen. På vandet hørtes ofte syngende glade sejlere, som må være beviset på, at disse unge nyder deres sport og får det bedste ud af det sammen med deres konkurrenter.
Super lækkert sejlervejr i sidste weekend. Foto: Jan Nielsen
Rundt om stævnet havde en række sponsorer sørget for, at sejlerne fik flotte præmier og oplevelser med hjem. Harboes Bryggeri sørgede for smagsprøver til alle, men også de mange lodtrækningspræmier den gode forplejning vagte glæde. Dette setup er kommet i stand med støtte fra Harboes Bryggeri, Nykredit, Orkla, Aarhus Seashop, SLAM, North Sails, Skandia, Winner Optimist, Pro-Safe, Dinghy Shop, Palby Marine, Kobæk Strand kursuscenter, Scan-Choko, Superbrugsen i Korsør, Gørlev bageren, Lærkestengårdens Kartofler, Dalmose El-service og Slagelse Kommune.
En sejlklub i fremgang
Skælskør Amatør-Sejlklub er en mindre sejlklub med 300 medlemmer, som de seneste år har haft en stor tilgang af nye sejlere og kommende sejlere. Ungdomsafdelingen tæller i dag over 50 sejlere og har derudover sejlerskole for voksne sejlere, som er fyldt helt op. Klubbens mange frivillige får under Harboe Cup god hjælp fra medlemmer af naboklubberne Næstved Sejlklub, Bisserup Sejlklub og Korsør Sejlklub, men også hjælpere fra resten af Danmark deltog blandt de 100 frivillige, der skal til for, at stævnet kunne fungere optimalt.
Stævnet er en tilbagevendende begivenhed som 44 år i træk har været afviklet af Skælskør Amatør Sejlklub. Udgave nr. 45 af dette flotte stævne afvikles den 24.-25. september 2016, hvor sejlklubben og byen igen venter rigtigt mange sejlere og gæster.