Det er tre år siden, at tvillingerne Lars-Peter Rosendahl og Hans-Christian Rosendahl begyndte at sejle Matchrace, og nu efter mange timer på vandet i diverse kølbåde kan de kalde sig Danmarksmestre. "Vi er så glade, det er sådan en fed følelse", udtaler Lars-Peter Rosendahl, der er skipper.
Team Rosendahl på vandet ved weekendens stævne. Foto: Susanne Boidin.
Lars-Peter Rosendahl og Hans-Christian Rosendahl, det blonde tvillingepar, der efterhånden er kendt i hele sejler-Danmark, var ikke det eneste brødrepar om bord på guld-holdet. Teamet bestod også af Jeppe og Søren Ditlev samt Jonas Funk – og netop denne konstruktion var opskriften på sejr ifølge Lars-Peter Rosendahl: "Vi havde et rigtigt stærkt hold. Vi teamede op med Joachim Aschenbrenners hold med Ditlev-brødrene og Funk".
Og samarbejdet fortsætter den kommende uge, hvor Rosendahl-tvillingerne skal forsvare sidste års Matchrace Ungdom-VM titlen sammen med Joachim Aschenbrenner.
Boidin gør comeback
Martin Boidin har tidligere sejlet Match race, men har de sidste tre år sejlet Finnjolle. For for et par uger siden samlede han og et par andre tidligere Match race-sejlere et comeback-team med Jesper Bjørn Hansen, Sebastian Bay, Hans Christian Lindstrøm Wegge og Axel Skafte-Holm. Selvom teamet var lavest ranket, viste de fra start, at de var med i kampen om topplaceringer, med næsten rene sejre.
Team Boidin vinder DM sølv. Foto: Susanne Boidin.
"Det har været en styrke for mig at have dedikeret mig til en olympisk jolletype i nogle år – jeg er blevet max udfordret på nogle andre parametre, der har udviklet mig som sejler", siger Martin Boidin, men også han understreger, at det var en teamindsats: "Vi har jo samlet et stærkt hold, der alle har mange timer på bagen både sammen og hver for sig, og vi fungerede godt på vores poster".
Stolt arrangør vinder bronze
Rasmus Viltoft, der til dagligt leder Matchracecenteret i KDY og også har været arrangør for stævnet formåede tilmed også at sejle en bronzeplads hjem i weekendens DM. "Det er en grå og blæsende weekend, men alligevel er intensiteten og humøret i top hos alle – det er jeg virkeligt glad for. Jeg ville selvfølgeligt gerne have vundet guld, men når det er sagt så er jeg glad for den kombination af podieteams – de unge, comebackdrengene og os erfarne".
De deltagende teams var: Viltoft, Lier, H. Christensen, Degnegaard, Rosendahl, Bech, Jacobsen, L. Christensen, Austin-Fraser og Boidin.
Match race - det perfekte springbræt
Der er i øjeblikket mange funderinger på, hvor match race er på vej hen med M32'ere fremover i Touren som et eksempel, men ifølge Rasmus Viltoft skal man ikke undervurdere den uddannelse, man får gennem Match race centeret.
Alle vinderne ved weekendens DM stævne. Foto: Susanne Boidin
"Det er her alle Danmarks bedste sejlere - udover dem, der sejler i de olympiske klasser - har været igennem. Vi har sejlere, der er rykket videre til Volvo Ocean Race, America's Cup, World Match Racing Tour osv., der alle har fået deres grunduddannelse i KDY's Matchracecenter. Rosendahl-tvillingerne, der vinder DM denne weekend er et godt eksempel på et par sejlere, der har været gennem centeret i tre år, og nu er klar til at komme til tops i sejlerverdenen", slutter Rasmus Viltoft.
Se flere billeder fra stævnet her.