Det blev ikke lige danskernes A-Cat VM

Begge fredagens (og sidste-dagens, red.) sejladser blev sejlet i 5-7 knob, og her stod det lysende klart at den danske A-CAT fleet har fokuseret på at foile, og valgt at drikke kaffe når der var helt tynd luft, hvorimod de sydeuropæiske sejlere, og dem der kommer fra søerne, fløj om ørene på os.

Steffen Bay og Tom Bøjland fik smæk i guldfeltet og endte samlet på henholdsvis 50 og 51 plads.

I sølvfeltet gik det ikke meget bedre. Peter Boldsen blev nr 11 selvom han vandt to sejladser tidligere på ugen, og Frank Lavrsen blev 27.

Suveræn vinder fra AUS

En suveræn vinder blev Australske Glenn Ashby fra Team New Zealand. Ashby og Mischa Hemskjerk, der tog sølvet, var i en klasse for sig. De foilede vel 30 % hurtigere end os andre - og det var tydeligt at der var blevet arbejdet med grejet. Blandt andet blev der fokuseret på vindmodstand. Hvilket eksempelvis betød at alle beslag og liner på bådene var gjort så aerodynamiske som muligt og afstand mellem trampoliner og sejl var fjernet - nøjagtigt som man så på AC 72 bådene.

For den danske fleet var konklusionen at når der var en smule luft, var vi alle rimeligt godt med, og vi foiler alle hæderligt, og er blandt de 30 bedste i verden, men i den lette luft så har de danske sejlere stadig meget at lære.

Nu er erfaringerne dog heller ikke så store endnu - to af os var 'foile-debutanter' og for de to andre var det blot deres andet VM.

Ellers var selve stævnet præget af sol, sol og lidt mere sol og vind fra alle retninger og alle styrker, samt svingende præstationer fra dommerne! Vi fandt dog ud af at der var en årsag til forsinkelsen af starten i går. Jason Waterhouse, som også er 'hotshot' i Nacra 17, snittede lige startmærkebåden med sin vinge på roret - med det resultat at RIB'en punkterede - hvilket er noget rod i en meter krapsø.