De danske 12mR "Vanity V", Europamesteren "Vim" og "Thea", skal dyste med seks udenlandske besætninger, primært fra Norge og Tyskland. I skrivende stund er en dansk 5.5 m og seks udenlandske. Sammen skal de dyste om at vinde Meter Yacht Cuppen 2015.
Wessel og Vett stævnet er en generalprøve på det stort anlagte KDY's Meter Yacht Jubilæums stævne, der afholdes sammen med 5.5 m verdensmesterskab i sidste uge af august 2016 i anledningen af KDY's 150 års jubilæum.
Hver besætning er omkring 15 mand og kvinder, og forstår de ikke samarbejdets ædle kunst er der tale om 27 tons ædel bådbygger kunst i dyb krise. Vi snakker tungt grej, med en teknologi fra før nogen havde tænkt kulfiber og andre eksotiske kunst materialer ind i sejlsporten. Her gælder det de fineste træsorter. Teak, mahogni og oregon pine på ask og en nittet stålrammer, dertil tonsvis af lak og masser af kærlighed.
Brænder for den sportslige kulturarv
Tilbage til den gode stemning der er blandt disse glade 12mR sejlere, Igen er det Bjørn Westergaard som forklarer, hvordan tingene hænger sammen. "Vi er alle amatører, alle er samlet, fordi vi alle sammen brænder for den sportslige kulturarv". Bjørn er bådsmand på Vanity V, hvor han har samlet en besætning af gamle rotter som Peter Kampmann på taktikken og Philip Skafte Holm som besætningens samlende gammelfar. Bjørn selv holder rorpinden, og så er der et kuld af unge sejlere, der tager de tunge opgaver.
En del unge sejlere deltager også i stævnet. Foto: Frederik Sivertsen
Alene opgaven at sætte spiler på en 12mR er en voksen opgave, der kræver fem-seks mand og en masse hiven og halen i alverdens tovværk. Går det ikke som aftalt, ja så kommer spileren bare ikke op, så er det alene en kamp om at bjærge den i hel stand. Spileren er også så stor, at den sagtens kan pakke et større parcelhus ind.
Alligevel finder du ikke en pro-sejler på det gode skib, Bjørn arbejder med sit A hold og sit reservehold. Det at få samlet en komplet og kompetent besætning er en vanskelig opgave. Nu er den gode Westergaard jo en charmerende herre, så han har godt tag i de midaldrende sejlerpiger, som eksempelvis Pia Bay og Sussie Svenningsen, der begge godt kan tage fat.
Personligt har jeg haft en stor ærefrygt for de mennesker, der påtager sig rollen som reder på en eller flere 12mR. Alene vedligeholdelsen af et skib der vejer 27 ton, må da koster en større formue. Bjørn kan dog berolige mig, at det at sejle 12mR ikke så dyrt endda. Det udsagn lader vi lige stå lidt.
Alt er jo relativt i en dansk skatteplaget hverdag. Men i Bjørns optik, sammenligner han budgetter på det omrejsende TP52 cirkus med driften af en 12mR. Og i den verden, så koster driften af 12mR kun småpenge. Stadigvæk tror jeg, deres udsendte vil nøjes med at nyde synet af de smukke skibe, og end ikke tænke på den årlige værftsregning på disse ældre damer. Vanity V blev søsat i 1936, 79 år siden.
Se billeder fra: De ni damer gøres klar til dagens sejladser.