J/80 DM til Dragør

Årets DM i Dragøer afholdes i samme bådtype, som Dragør Sejlklub i 2011 afviklede et meget vellykket VM for med deltagelse af 75 både.

Så mange deltager ikke ved det kommende DM, hvor klubben forventer et felt med ca. 25 både. Der er tale om et åbent DM, og således kan også besætninger fra udlandet deltage. I skrivende stund er der tilmeldt 16 danske både samt 1 tysk, og der håbes på flere både fra Tyskland og forhåbentlig også fra Sverige.

Sejladserne afvikles lørdag og søndag i området syd for Peberholmen. Der er planlagt 5 sejladser hver dag med start på første sejlads kl. 10.00. Stævnet afvikles fra lystbådehavnen, og lørdag aften er der på Dragør Fort fællesspisning for alle sejlere og hjælpere.

Til at lede slagets gang på kapsejladsbanen har Dragør Sejlklub allieret sig med Troels Wester Fischer, der er uddannet og godkendt til at være baneleder på internationalt niveau.

Troels var også baneleder, da Dragør Sejlklub sidste år afviklede Danmarksmesterskabet for bådtypen Scan-kap 99. I en ikke så fjern fremtid håber man i Dragør Sejlklub på selv skal kunne dække funktionen som baneleder. Således er nogle af klubbens medlemmer i disse år ved at gennemføre de obligatoriske kurser, der skal til for at blive godkendt som baneleder.

På sponsorsiden er der foreløbig opbakning fra Quantum Sails samt Palby Marine. Også Dragør Kommune ved Markedsføringsgruppen støtter op om arrangementet.