Seks danske både i kamp ved J/80 VM

I alt er 50 både samlet til VM for J/80. VM afgøres over Stoller Grund på Kieler-bugtens bane 'Echo'. Som sædvanligt sidder de sydeuropæiske favoritter hårdt på toppen af feltet, og med hhv. 12, 13 og 17 point i top 3 efter syv sejladser, synes podieplaceringerne for selv de hurtigste tyske både at være uden for rækkevidde med hhv. 42, 48 og 54 pladser.

Seks danske både med

Sidste års guld- og sølvvindere ved DM, BHJ-Fonden (1168) og Blue Water (1028) fra Sønderborg ligger længst fremme af de seks danske både, der har taget turen til Kiel. Den regerende danske mester Johnny 'Go-go' Jensen ligger i skrivende stund på en 14.-plads.

Stævnet startede mandag, hvor der blev afviklet tre sejladser i frisk vind. Desværre udgik enkelte både med skader og en enkelt med en brækket mast. Anderledes stille forløb tirsdagen med høj solskin, 25 grader og 2-5 m/s fra vest. En enkelt sejlads blev med danske briller på aller ærgerligste vis skudt af på grund af et 60-graders vindspring. I pågældende sejlads havde den ellers uhelds- og skadesforfuldte danske 'Sur Aqua' med Niels Feerup ved roret sejlet sig helt i front.

J80-Worlds-2015 06072015 First-Race-Day Sven-Jürgensen-78

Seks danske både deltager i J/80 VM

"Vi startede på bagbord halse tæt på dommerbåden for at nå først ud til det, vi først troede blot var mere tryk, men oven i købet også bragte et højredrejende løft på 10-15 grader. Vi lå allerforrest en kort overgang, men mistede et par både, der gik længere ind i trykket end os selv. Heldigvis var der stadig dansk føring ved topmærket, og vi rundede kort efter som sjette båd. På lænsebenet kunne vi se, at et markant vindspring var på vej ned over banen, og det ramte os, da vi rundede bundmærket. Niels var stadig i front og også stadig som 6'er. Det var derfor til stor ærgrelse, da sejladsledelsen truttede tre tunge trut udover banen og dermed ligegyldiggjorde vores daværende placeringer. Vi sejlede fire knob, da den blev skud af og stod derfor en smule uforstående overfor beslutningen", fortæller Frederik Jeppesen fra BHJ-Fonden.

Mere ventetid

Derefter ventede sejlerne i 1,5 time, tilsyneladende på mere stabil vind, da den godt nok svingede mellem 10-20 grader, men den forsvandt aldrig, og der kunne efter manges mening sagtens have været afviklet en eller flere sejladser i det flotte vejr. En yderligere sejlads blev det dog til på andendagen, og således blev det sikret, at verdensmesterskabet opfylder betingelserne for et officielt VM.

Tredjedagen var atter præget af frisk vind, og netop derfor var det på forhånd besluttet at starte en time tidligere og i landlæ udfor den olympiske havn. De deltagende besætninger blev udfordret på både boathandling og taktik. Vindforholdene bød på 12-14 m/s fra en nordlig retning, hårde pust og mørke skyer, der trak større trykfelter nedover banen. Forholdene udløste en del protester, enkelte mindre materielskader og afstedkom at en ung tysk besætning med en to døgn gammel mast, måtte erkende, at lynet altså godt kan slå ned to gange samme sted, idet at de for anden gang på tre dage missede en top fem placering på grund af endnu en brækket mast.

Tredje sejlads blev afblæst 30 sekunder inden start, da vinden som forventet, men meget pludseligt friskede til den hårde side af 15 sekundmeter, hvilket fortsatte indtil feltet endnu engang blev sendt i havn efter blot to sejladser.

Stærk vind

I går torsdag stod vindmåleren endnu på "hold på hat og briller"-vejr, og endda med så overbevisende styrke, at sejladsledelsen allerede kl. 09 aflyste alle dagens planlagte sejladser, og hvis vejrudsigten holder i dag fredagen, vil den nok byde på lignende tilstande.

Om den samlede oplevelse beretter Johnny 'Go-go' Jensen: "Vi har haft mange gode sejladser, og det er fedt med så mange både på linjen. Vi går god fart på både kryds og læns, og laver gode manøvre. Enkelte gange har vi da også rundet topmærket som både 1'er, 3'er og 5'er. Det er dog vores første stævne i år, og det er tydeligt, at vi mangler timer i båden for at kunne følge top 10 hele vejen rundt. Jeg føler, at BHJ-FONDEN er en god båd, og vi glæder os til at lære den endnu bedre at kende".

NrSegel NummerSteuermann / Boat NameVereinTot.Net.
14  DEN 1168
BHJ-FONDEN
Sønderborg Yacht Club 130.0 110.0
29  DEN 1131
Karaboudjan
Sejlforeningen Vikingen 274.0 234.0
31  DEN 1028
Blue Water Shipping
Sønderborg 295.0 244.0
38  DEN 1358
Gefion
Nivå Bådelaug 330.0 279.0
45  DEN 1357
Ce-Ju
Vedbæk 390.0 339.0
46  DEN 769
Sur Aqua
Nakskov Sejlklub 393.0 342.0