Tålmodighed på prøve

Sejlernes tålmodighed bliver sat på prøve ved Nacra 17 VM i Kaløvig ved Aarhus. Hele dagen i går ventede sejlerne på at komme på vandet, da en stærk vind blæste. Da vinden endelig løjede af ved 18-tiden, kunne sejlerne endelig komme på vandet til første start 18.30. Takket være lyse aftner lykkedes det at få afviklet tre sejladser. De sidste både gik i mål ved 21.30 tiden.

11667362 10153101877700345 2258655258087384670 n

Det blev sent i går på Aarhus Bugten

De danske Nacra landsholdssejlere var dog ikke så heldige i går. Allan Nørregaard og Anette Viborg sejlede en 27. og 14. plads hjem i de to første sejladser og afsluttede med en mere passende 4. plads i sidste sejlads. Resultaterne sender Allan Nørregaard og Anette Viborg fem pladser tilbage i den samlede stilling til en ottende plads.

Ødelagt rorbeslag

Lin Ea Cenholt og Christian Peter Lübeck var stærkt sejlende i går aftes. En niende og femte plads blev det til i de to første sejladser. I tredje sejlads må de desværre udgå, da et rorbeslag knækker.

rorbeslag

Et rorbeslag er knækket, og Cenholt og Lübeck må udgå af sidste sejlads. Foto: Søren Wiegand

Duoen ligger lige nu nummer 17 i den samlede stilling.

I dag torsdag blæser det ikke mindre end i går. Men i følge Bådmagasinets kilder er sølvfeltet netop kommet i gang med dagens anden sejlads, og guld feltet er på vej ud på vandet.