Ved VM i Melges 24, der blev sejlet i sidste uge, blandede en dansk amatør båd sig i toppen ved første sejlads. "Hjertet slog sgu godt nok lidt hurtigt, da vi opdagede, at vi lå femmer ved topmærket i første sejlads! Siden gik det jo lidt ned af bakke", fortæller skipper Jesper Toft med et grin. "Melges 24 VM var det sværeste, OG det fedeste vi nogensinde har sejlet! Sikke en oplevelse!".
Øretæver forude
Det er ikke blevet til meget træning forud for VM for de fire sejlerkammerater Henrik Biilmann, Martin Frislev, Claus Bodilsen og Jesper Toft, som købte en brugt Melges 24 sidste år. Job og familie kommer i første række, så udover tre forårs-stævner har der kun været tid til 3-4 gange træning, så de var godt klar over, at de skulle til Middelfart og hente øretæver.
De fire glade amatør sejlere i Flex Trim / Vildsund Blue
MEN - der var store smil på læberne, da Melges 24'eren Flex Trim / Vildsund Blue rundede første topmærke som femmer med stort set resten af de 95 deltagende både lige i hælene, og i den resterende del af sejladsen blot måtte slippe tre placeringer inden målstregen. Skipper Jesper Toft fortæller: "Det var sgu lidt af en oplevelse, og man bliver da lidt svedig inde i hænderne. Vi havde tilsyneladende valgt den rigtige fløj og slået fri af feltet. Pludselig lå vi bare helt fremme i top fem. Vi havde ikke lige tid til at grine af det under sejladsen, men det var altså ret sjovt at ligge deroppe og selv kunne vælge sine spor på banen. Og vi fandt i øvrigt ud af, at vores boatspeed ikke manglede noget".
"Siden gik det jo lidt ned af bakke med resultaterne. Vi havde problemer med fart i starterne, og den går altså ikke, når man er oppe imod verdens bedste i en klasse. Men en overalt placering midt i feltet (nr 56) blev det da til, så alt i alt tror jeg, vi skal være ret glade", siger Jesper Toft.
DM venter forude
Claus Bodilsen og Jesper Toft har sejlet blandt andet H-båd, Folkebåd og CB66 hjemme i Glyngøre i 25 år. De ejer i fællesskab deres Melges, som har fået navn efter lokale sponsorer. Men båden ligger til daglig i Aarhus, hvor der er bedre træningsmuligheder, så der er en længere køretur forbundet med projektet, når der skal trænes.
Allerede dagen efter VM-afslutningen rullede Claus Bodilsen på ferie sydpå i campingvogn. Melges 24 Flex Trim /Vildsund Blue pakkes væk i en måned og kommer ikke på vandet inden DM. Men når den pakkes ud igen, sker det med visheden om, at den kan følge med de bedste, hvis alt flasker sig.