"Det her projekt er virkelig spændende", udtaler klubbens formand Lars Hansen sig og fortsætter "Vi havde i 2014 fornøjelsen af at afholde District 13 Championship her i klubben. Arrangementet klappede til UG. Troense Baadelaug er kort fortalt blevet opfordret til at søge værtsskabet for VM 2017. Opfordringen kom fra dem, der betyder allermest - nemlig Starbådssejlerne selv", udtaler Lars Hansen.
VM for Starbåde afholdes hvert år, og her i 2015 afvikles sejladserne i Buenos Aires, Argentina. Star klassen stiller store krav til organisation, faciliteter og kompetencer for overhovedet at komme i betragtning som arrangør. Troense Baadelaug er i konkurrence om mesterskabet med sejlklubber ved Middelhavet, herunder er blandt andet Napoli og Saint Tropez.
"VM afholdes på skift i mellem de 20 distrikter, vi har World Wide i klassen. Det danske fleet tilhører således District 13, som dækker Nordtyskland fra Berlin, Benelux landene samt Storbritanien", siger Kaptajn i Danish Star fleet Flemming Sørensen og fortsætter: "På baggrund af den succes vi havde sidste år med afviklingen af det 13th district Championship, samt den opfordring og opbakning der står bag os i Starbåds organisationen, har vi taget udfordringen op".
Stadig populær båd
Starbåden er, til trods for at være vraget som OL kølbåd, stadig meget populær. Mange af sejlsportens store stjerner lægger vægt på hård konkurrence og lige vilkår. Og mange af sejlsportens helt store stjerner vil utvivlsomt deltage i sejladserne på Lunkebugten i klassen, hvor der, på trods af stor bredde, er meget prestige i at vinde de store events.
I Danmark oplever vi fortiden en øget interesse for at sejle Star, således er der kommet flere nye danske besætninger i år heriblandt er legendariske Frank Berg vendt tilbage til Staren, og der er pt. kræfter i gang i Hellerup om opbygning af en kommende flåde.
"For Troense Baadelaug vil det være helt fantastisk at kunne trække et arrangement af den karakter til vores klub og farvand. Vi oplevede sidste år en opblomstring af aktiviteterne i TBL, hvor mange gode kræfter internt i klubben, ved fælles engagement, leverede en yderst motiveret indsats. En kombination af dette frivillige arbejde og vores dejlige beliggenhed her i det Sydfynske gør, at vi kommer i betragtning. Vi håber og tror på VM 2017 afholdes her i Troense. Efter hvad vi hører på lægterne, står vi godt og har gode chancer", slutter formand Lars Hansen.
Frivillige klar til at gøre en forskel
"Som frivillig hjælper er det et kæmpe projekt og en fantastisk mulighed for at fremme sejlsporten i det sydfynske", udtaler frivillig hjælper Michael Pedersen. Med forventet deltagelse af 80-90 Starbåde til VM i 2017 i Troense kan det virke helt uoverskueligt, men med de tanker, der allerede er gjort omkring de praktiske og logistikmæssige udfordringer, er han ikke et sekund i tvivl om, at klubben med det fantastiske hold af frivillige kræfter godt kan løse opgaven.
Troense Baadelaug afholder 4.-6. september åbent Dansk Mesterskab, hvor der sejles om Henry Rasmussen Memorial Throphy. En flot statuette skænket af det verdenskendte værft Abeking og Rasmussen som bla. har bygget rigtigt mange starbåde dengang, hvor fremstilling materialerne var træ. I dag er bådene bygget af "high end" composite materialer.
Primo juli i år træffes afgørelsen om, hvor VM 2017 afholdes. Bådmagasinet krydser fingre for Troense vinder.