Christopher Rast får guldet med til Schweiz

 

Det er ikke ofte, at konkurrenterne til VM-guldet bøjer sig i støvet for den nye verdensmester. Ikke desto mindre skete det i overført betydning på Middelfart Marina søndag eftermiddag.

Da den schweiziske komet, Christopher Rast, fik overrakt en vandrepokalen - en mini-model af en Melges 24 med navnene på de tidligere 20 verdensmestre - skete det til stående bifald og positive tilråb fra de 495 andre sejlere, som den sidste uge har kæmpet om VM-guldet på vandet syd for Fænø.

For Rasts sejlads har været helt usædvanlig. Ingen på havnen kunne huske resultaterne fra de foregående 20 verdensmesterskaber i Melges 24-klassen i hovedet, men alle var enige om, at Rasts sejr må være den mest suveræne nogensinde.

- Mine gaster ombord gør det let for mig som skipper. De har været gode til at lægge en taktik, som har været nem for mig at følge. Vi har startet lidt konservativt og satset 100 procent på at sejle i fri vind efter vores game-plan, siger Christopher Rast om sejren.

Han har fire gaster med ombord, som han har sejlet med i flere år. På nær én, Pavel Tolonen, som har overtaget den forreste plads i båden, for Rasts kone, der normalt sejler med, er gravid i 23. uge.

- Der er vist ikke andre gaster i feltet, som kan sige, at de har vundet VM-guld i deres første Melges-stævne, griner Tolonen, mens han tørrer champagne væk fra ansigtet.

Champagnen er ham og de andre på båden vel ondt. Et forspring på 53 point ned til Andrea Racchelli på andenpladsen og 81 til den tidligere verdensmester Bora Gulari på tredjepladsen viser med al tydelighed, at holdet formåede at sejle en serie uden nogen graverende fejl.

Jeg gjorde det svæt for os

Én, der lavede et par store fejl, er OL- og America's Cup-sejler Michael Hestbæk, som blev bedste dansker.

- Her bagefter må jeg sige, at vi er godt tilfredse med ottendepladsen. Jeg valgte en ret agressiv starttaktik helt ude ved enden af linien, og det kostede os mange placeringer, fordi jeg ikke fik os afsted i fri luft. {redmod}Der skulle vi nok have kigget mere på Rast, der startede mere forsigtigt - til gengæld kom han afsted med sømmet i bund. Og det gjorde vi ikke, siger Michael Hestbæk

Der kommer ikke mere Melges-sejlads på hans kalender resten af sæsonen. Nye, spændende projekter venter ved siden af arbejdet som coach for Extreme 40-holdet SAP.

Eminent stævne

En rutineret ræv i feltet er aarhusianske Kim Christensen, som fik bronze ved VM i San Fransisco for to år siden. I Middelfart kom der dog aldrig rigtigt gang i skuden, og han slutter på en 13. plads.

- De første to dage får jeg kludret os ind i nogle tåbelige situationer, der koster os strafrunder og tilbagekaldelser på grund af tyvstart. Rent fartmæssigt bliver vi i løbet af stævnet bedre til at sætte båden op i den lette luft, så vi kan være med helt fremme. Men så hjælper det jo ikke, at jeg får en hjerneblødning, når vi ligger på femtepladsen, og rammer topmærket, opsummerer Kim Christensen sin og holdets performance.

- Vores målsætning var en top-10, og det havde nok været mere muligt, hvis der havde været mere vind, så vi er da lidt skuffede. Til gengæld er vi glade for at have været med i så vellykket et stævne.Dommeren har været eminent til at udnytte tiden på vandet, og man skulle ikke bruge for lang tid på at tygge madpakken i sig, før vi skulle i gang med en ny sejlads. Og sejladsområdet er rost af mange sejlere, fordi det er så frit og svært med strømmen. Alt i alt - et eminent stævne, siger Kim Christensen.

Nyt VM om to dage

VM for Melges 24 slutter altså med en schweizisk vinder, og de mere end 100 frivillige er allerede i fuld gang med at rydde op og gøre havnen klar til næste stævne. For ikke nok med at arrangørerne i Match Racing Denmark har lavet en kraftanstrengelse af dimensioner for at få stort et stævne på benene, så afholder samme folk endnu et VM i næste uge.

Tirsdag aften kan stævnearrangør Søren Laugesen og hans hjælpere byde 16 kvindehold velkommen til Middelfart og erklære VM i matchrace for åbent. Fra onsdag morgen frem til søndag eftermiddag skal der sejles om VM, der kommer til at foregå lige ud for molen på Middelfart Marina.

Det er muligt for alle med hang til sejlbåde at komme ned på havnen og følge med i tæt duelsejlads båd-mod-båd på nærmeste hold. Banen ligger 50 meter fra stenmolen, sejladserne bliver kommenteret live, og man er så tæt på sejladserne, at man kan høre sejlerne trimme sejlene og tale med hinanden.

1-2-3