12 mR EM i Flensborg efter tune up i Dyvig

Der tales om, at det ikke siden 2. Verdenskrig er lykkedes at samle så mange både til et EM. Når man tænker på, at der er 16 mand om bord, og der er yderligere cirka fem mand knyttet til hver båd, så taler vi om 300 mennesker. Hertil kommer at der også er stævne for Dragerne og 5.5 meter – så alt emmer af sejlsport og god tysk planlægning i den smalle fjord.

En sejler er hovedårsagen til, at det er lykkedes at få sat disse to stævner i kalenderen - det er dansk/tyske Patrick Howaldt. Patrick har om nogen betydet meget for 12 meter klassen og mange sejlere.

Hele fire både har han organiseret og sikret deltagelse:

VIM – den hurtigste 12 meter før 2. Verdenskrig som Patrick Howaldt selv styrer. Båden er hvid, og besætningen er klædt i rødt, så her er de danske farver dominerende.

Besætningen består af den tidligere Vanity V besætning som har fået lov at prøve noget nyt. Stig Westergaard er taktiker, så de er ikke så lette at bide skeer med.

Vanity V – Vel nok en af de smukkeste og mest velholdte både i feltet. Båden er lejet ud til Thomas Andersen, og Jesper bank styrer.

jesperbankbrief

Jesper Bank briefer i Dyvig ved Tuneup stævnet

Jesper har samlet sine gulddrenge og fire mand fra den faste Vanity V besætning støtter op. Skipper Bjørn Westergaard holder snor i det hele og sikre, at alt virker, når måske verdens smukkeste sejlbåd skal sejles.

Evaine – fem finner med Kim Weckstrøm i spidsen har lejet båden, og 11 mand fra den faste Vanity V besætning har fået lov at være grundstammen. Skipper er mig selv, sagde hunden, og Peter Kampmann står ved roret. Måske den skulle skifte navn til Dark Horse, da vi hører, at Evaine kan overraske, hvis den bliver håndteret rigtigt. Alle ombord har kun haft een sæson i 12 meter klassen – det er vi meget bevidste om.

Thea - Sønderjyden Michael Jebsen, Skipper Jakob Houd H. Christensen og rorsmand Jan er det triumvirat, der holder Thea til ilden. Thea har sine styrker i de lette vinde, da den har meget sejl – rigtig meget sejl ift. sin kølvægt. Den er designet af Johan Anker – Dragens far. Det kan man godt se!

Tune up stævne i Dyvig

At samle 12 tolvmetre i Dyvig til fire dages træning og tune up stævne er så unikt, at man tror, det er lyv. Indsejlingen i naturhavnen er så smal, så man skal trække bommen ind for ikke at ramme køerne lige i bagdelen. Det helt igennem skønne Dyvig Badehotel, som havde fem års fødselsdag under stævnet, giver nogle rammer, så man bare sidder og kigger. Patrick Howaldt havde sammen med Michael Jepsen arrangeret spisning, overnatning, underholdning og godt vejr. Havnekaptajnen Bent Larsen fik skakbrikkerne til at passe sammen. Jeg kan bare sige, at Dyvig er det man på god gammeldags dansk kalder et MUST. Du sejler en tur til Dyvig, beder din bedre halvdel om at klæde sig lidt pænt på og overrasker med en middag på hotellet – det giver pote.

11707591 687017694775883 5532029702512382546 n

Når man er en rigtig 12 meter sejler, så hjælper man alle, man taler med alle, man reparerer, hvor man kan, man skaffer ting, henter ting, lægger bil til – kort sagt rigtige sejlere der forstår, hvad godt sportsmanship er.

Det betyder også, at man gør noget for de unge mennesker – så de har lyst til at sejle med os, der har slidt flere windex'er op, og er fra tiden før det åndbare sejltøj. Ingen kan vinde uden, at alle på holdet vil vinde, og gør alt hvad de kan for det. Kræfterne er så store, når det blæser at 16 mand er i underkanten, og man kan uhyggeligt let komme til skade – mere herom senere.

Tune Up i Dyvig

Fuldblodsraceren Sfinx som er helt tom nede i vandt. Vanity V blev nummer to, og vi fik en lille forsmag på, hvor hurtig den er i mellemluft. Trivia en gammel kending som altid er med fremme blev nummer tre, og vi fik en forsmag på, hvor gode de er til manøvre.

Paradesejlads til Glücksburg

Adel forpligter, og det er lige det, man fornemmer, når der sejles paradesejlads fra Dyvig til Glücksburg. Der startes tæt og tuft – sejler race til broen i Sønderborg – man indplacerer sig i rigtig rækkefølge – hilser på alle – kipper med flaget – vinker og lader sig fotografere inden racet starter igen. Jeg forstår virkelig godt, at mange sejlere har en lille 12 meter i hjertet, og jeg/vi kniber os selv i armen og tænker ofte – hvordan kan jeg være så heldig?

EM i Glücksburg

I går sejlede vi de to første sejladser. Når man har trænet meget, men ikke har sejlet ret meget kapsejlads med 14-75 fods både på linien, så vil man gerne, at vor herre er lidt nådig med vindstyrken. Inden sejladsen skriver man under på en erklæring som får skødet til et huskøb til at ligne en kassebon. Man bliver klar over, at det her er alvor, selvom vi skal have det sjovt.

Det blæste op til 12 m/s, og det er meget luft i en 12'er. Vi valgte at rebe og beholde den hårde genoa 1 på – det virkede. VIM fik desværre et hul i bb side omkring vandlinien lige inden starten. En drage foretog en uforudsigelig manøvre, og ups den røg lige igennem skroget og et spandt – tog vand ind, men kunne klare sig til Flensborg og få at en lap på. Til alles glæde har de fået redress. Det betyder, at deres placeringer i de to første sejladser bliver gennemsnittet at de næste sejladser uden fratrækker. Ergo VIM er med igen.

Vi (Evaine) havde mig selv i masten til en lille syopgave før start – Udover sved på panden af det pres, man lægger på sig selv, så er det meget opkvikkende - man er ligesom 100% på. Vi fik en kongestart og var med helt fremme – hallo vi går jo godt med det reb, og der blev arbejdet med skøderne, så vi måtte skifte folk på grinderen. Hvor er krydsmærket? Det er den gule der. Hvor er det næste mærke? Der er ikke noget – jo der er et rødt der!

Alle sejler tilbage – er sejladsen afblæst? Nu går de op på bidevind igen og sejler mod det røde – ok vi følger med. Forvirring ja – alle havde svært ved at finde rundt.

Vi blev bedste dansker med en 3. plads efter Anitra og Trivia. Vanity V kom i mål lige efter.

Stor glæde ombord. Vi går godt, men pas nu på der er store kræfter på spil. Ny sejlads og vi går efter luv mærke. Vi har en halv bådslængde til dommerskibet, og Vanity V kommer på tidlige listepoter. Skuddet går, og vi er med igen. En hård vending inden start har næsten sat tre mand af på fordækket, og vi får klar besked nede på bagperronen. Vi er kender fejlen, og vi kører på. Hård fight og vi kommer i mål som treer igen. Vi skulle nok have sat spiler på første løber, men modet svigtede lidt. Axel på fordækket fik et slag af skødet på halsen – sådan en hændelse sidder i kroppen – han er frisk igen og lige nu forbereder vi os på sejladserne i dag, som er udsat på grund af nul luft.







★ Tursejlads

★ Familien Nissen - Hvordan kommer man i gang?

★ Tursejlads

★ Familien Nissen - Sådan kom vi i gang

★ Artikel

★ Kend vejrmodellerne og brug dem rigtigt

★ Artikel

★ Sejl dig sund - brug havet som medicin

★ Artikel

★ Har The Ocean Race en holdbar fremtid?

★ Test af sejlbåde

★ Kom billigt og trygt ud at sejle

★ Test af sejlbåde

★ Fire gode både til familie og race

★ Tursejlads

★ Mit melanesiske eventyr: Et krydstogt fra Australien til...

★ Artikel

★ Svenske fyr bliver mere driftssikre





Udvalgte artikler *


Produktnyt

Hvis der er noget vi glæder os til...

USA: GM ind på markedet for e-motorer

Der er en ny kat i byen