Silverrudder bliver i Svendborg, det er en realitet, efter Udvikling Fyn, SvendborgEvent, Svendborg Amatørsejlklub, Svendborg Kommune og BådNyt har indgået en ny treårig samarbejdsaftale om afholdelsen Silverrudder Challenge, som dermed er i Svendborg frem til minimum 2018.
Det betyder, at sejladsen efter de første tre år i Svendborg, hvor den er vokset fra 15 til 330 tilmeldte, nu kan fortsætte sin udvikling med den bedst tænkelige base i det sydfynske øhav.
"Jeg er utrolig glad for, at det er lykkedes os at lande en aftale for de kommende fire udgaver af sejladsen.{redmod} Med en værtsbyaftale på plads frem til og med 2018 kan Silverrudder fortsætte sin udvikling og konsolidere sin position som verdens største begivenhed for singlehandsejlads. Svendborg Kommunes, Svendborg Events og Udvikling Fyns commitment betyder også, at vi i samarbejde kommer nærmere eventens vision om, at sejladsen skal være en fest ikke kun for sejlere, der deltager, men for hele Fyn og ikke mindst Svendborg. Endelig ser jeg frem til at videreføre det inspirerende samarbejde med de mange kompetente frivillige fra Svendborg Amatørsejlklub," udtaler Morten Brandt.
Borgmester Lars Erik Hornemann glæder sig også over, at en aftale er i hus.
"Jeg er rigtig glad for, at det er lykkedes at indgå en aftale, hvor Svendborg er værtsby for Silverrudder. Aftalen løber over tre år og giver dermed SvendborgEvent en god platform til at sikre, at eventen udvikles, så den fremover bliver endnu mere til glæde for både erhvervsliv og byens borgere. Jeg glæder mig også over at se Udvikling Fyn har været en aktiv medspiller i at sikre eventen forankres i Svendborg. Vi må heller ikke glemme at placeringen i Svendborg i høj grad er et stort cadeau til Svendborg Amatør Sejlklub. Klubben ligger mange timer i eventen og er garant for en professionel afvikling af sejladsen. Så et stort klap på skulderen til alle, der har bidraget til resultatet," siger Lars Erik Hornemann.
Også hos Udvikling Fyn er der tilfredshed med at det langsigtede samarbejde er sikret:
"Vi er rigtig tilfredse med, at vi nu har en længere aftale om Silverrudder. Sejladsen har haft imponerende vækstrater de første år, og vi glæder os til at være med i den videre udvikling. For os at se findes der ikke en mere oplagt placering end Svendborg, der som sejlsportområde byder ind med muligheder, som ikke matches mange steder i Danmark. Det ved jeg Bådnyt er enige i, så der er stor tilfredshed hos alle parter," siger Rasmus Hessum Hansen, chef for Oplevelsesøkonomi og Kommunikation hos Udvikling Fyn.
Den nye aftale betyder, at mulighederne for at fortsætte væksten og udvikle sejladsen - og ikke mindst eventen uden om sejladsen - bliver styrket betydeligt. Svendborg er et optimalt valg som værtsby, fordi byen ligger godt placeret som destination for danske og tyske sejlere, der i år udgør hovedparten af de tilmeldte. Samtidig er Svendborgsund et beskyttet farvand, der med 99% sikkerhed forsikrer sejladsen mod aflysning. Derudover er det en fælles ambition at udvikle en stribe aktiviteter til vands og til lands rundt om sejladsen, som vil gøre det til en fest at gæste byen henover Silverrudder-weekenden. Dermed er det ikke kun deltagerne, men også familie, venner og alle andre interesserede, der har store oplevelser i vente.