Glyngøre melder klar

Tre meter store skilte møder én, når man kører ind i den lille by Glyngøre på Salling. Det er reklame for de to store events, som byen skal afvikle i næste uge. I baggrunden kan man se Limfjorden, hvor der med sikkerhed bliver livlig aktivitet.

Tirsdag til torsdag kommer sejlerlandsholdet på besøg, de har nemlig valgt at lægge deres træningslejr i Glyngøre. Som afslutning på en festlig uge afholdes TORM Ungdoms Grand Prix fra den 15.-17. maj 2015.

Temaet er strømfyldte farvande

Tirsdag morgen er der samling for landsholdssejlerne, og om aftenen skal de have et kort oplæg om sejlads i strømfyldte farvande, der er temaet for træningslejren. Træningslejren skal forberede sejlerne på OL i Rio næste år.

Der er planlagt to træningspas på vandet hver dag. Derudover står den på træning både før og efter dagens sejladser. 80 sejlere er tilmeldt lejren, derudover kommer Dansk Sejlunions trænere og fysioterapeut også.

Bonus til byens unge sejlere

Det er klart, at når så stort et rykind kommer til en så lille by, kræver det arrangement fra hele byen, hvis alt skal glide problemfrit. Sallingsund Sejlklub og Maritim Center Skive har fået 50 officials og frivillige til at hjælpe sig med afviklingen. De står klar til at give både sejlere, trænere og tilskuere en varm velkomst.

Glyngøre

Glyngøre Havn og by - udenfor havneområdet skal der trænes og sejles

Som en bonus vil sejlklubbens unge sejlere få mulighed for at møde og stille spørgsmål til både landsholdssejlerne og trænerne. Onsdag aften vil de erfarne sejlere øse af deres viden og svare på spørgsmål. En oplagt mulighed for de mindre erfarne sejlere til at hoppe over hvor gærdet er lavest og lære af de bedste.

TORM Ungdoms Grand Prix

Når landholdssejlerne er færdige med deres træningslejr, kommer der for alvor sejlere til byen. Fra den 15.-17. maj sejles der nemlig TORM Ungdoms Grand Prix, hvor cirka 100 sejlere er tilmeldt i skrivende stund.

wild

Det er muligt at bade i "vildmarksbadet" efter sejladserne

Arrangørerne lover de bedste forhold: "Det er rigtig nemt at sejle i Glyngøre. Banerne ligger smukt og umiddelbart ud for havneområdet, så der bliver kort distance til startområdet. Vindforholdene er fantastiske. I kan regne med hjælp til søsætning, og et team på ialt 50 officials står klar til at tage godt imod. Glæd jer!".