Den danske, den svenske og tyske elite i OK-jolle deltog, men også en lang række af de kendte danske sejlernavne som eksempelvis Drage-sejlerne Frank Berg, Lars Hendriksen og Lars Stenfeldt deltog - de 2 x Lars i spritnye joller. Men også de store ikoner, der startede deres sejlerkarriere i OK-jollen, var hevet ud af skabet, skønt de ikke har sejlet OK-jolle i årevis.
Ib Ussing Andersen, Steen Kjølhede og ikke mindst min trinde kollega på Bådmagasinet, Henrik Hansen, var trukket i sejlertøjet. Den allerførste verdensmester i OK-jolle, Svend Jacobsen, deltog også med mange, mange flere. Det var en dag med røverhistorier på samlebånd fra en historisk tid, hvor bådjournalistikken var sort hvid, og det store maritime medie hed "Sejl og Motor". Fødselaren var ikke engang den ældste på startlinjen, Egon Petersen fra Nakskov Sejlklub er 80 år og stadig aktiv i sin OK jolle.
Fødselaren deltog selvfølgelig selv og kæmpede for at vinde stævnet. Men det var de 65 deltagende OK sejlere trods alt ikke parate til, så Jørgen Lindhartsen måtte tage til takke med en femte plads.Ellers var han i centrum hele dagen, hvilket ikke ligefrem er fødselarens livret. Jørgen Lindhartsen havde frabedt sig gaver, derfor fik han masser af gaver. Taler og muntre indlæg var også blevet frabedt, hvorfor der var stribevis af taler og muntre indlæg.
Taler og gaver i massevis til Jørgen Lindhardtsen
Selv holdt han verdens korteste takketal. Fire ord talte jeg med tryk på "Tak", fødselaren var oprigtig glad. Det er ikke kun i Danmark, at Jørgen Lindhardtsen er et sejlerikon, så der var Skype-opkald fra udlandet, så langt borte som fra New Zealand.
Endelig OK Mester
Det er forståeligt, for fødselaren har sejlet aktivt i klassen siden 1964, altså i hele 51 år. Skægt nok skulle der gå 13 år, før han kunne smykke sig med OK mesterskabet første gang. Der var altid lige en anden, der snuppede mesterskabet for næsen af Jørgen Lindhardtsen - men endelig lykkedes det i 1977. Vi snakker om ikoner som Poul Kirketerp, Aarhus Yacht Klub, Steen Kjølhede, Sejlklubben Neptun Vejle, Peter Due, og så sejlerkammeraterne hjemme fra Hvidovre Sejlklub Suset, Ib Ussing Andersen og Poul Richard Høj Jensen.
Siden har han ikke forladt eliten. Jævnfør historiebøgerne har vi optalt 1 x VM i OK-jolle, 4 x VM-sølv i OK-jolle, 1 x VM-bronze i OK-jolle, 1 x EM i OK-jolle, 3 x EM-bronze i OK-jolle, 6 x NM i OK-jolle, 15 x DM i OK-jolle senest i 2010, 5 x Masters VM i OK-jolle. Jørgen Lindhardtsen er trods sine 70 år stadig aktiv OK-sejler i verdenseliten, en stærk outsider i kampen om medaljer.
Det var hyggeligt at gå rundt på Hellerup Havn, for flere af de gamle ikoner måtte trække stikket i løbet af dagen. Turen til den gratis bar magtede de alle trods alt, men deres undskyldninger var oftest tvivlsomme. Frank Berg var den eneste, der erkendte, at han var blevet træt efter de første to sejladser. Der var nogle hårde vindstød ud for Hellerup Havn, der trak tænder ud på de mange ældre sejlere. Undskyldningen fra den gamle mester Ib Ussing Andersens ophold i baren med en øl i hånden var en knækket kickingstrap.
Dagens bedste klovnenummer leverede vores egen Henrik Hansen suverænt med sin "Grønlænder vending", altså der hvor mast og sværd har byttet plads. Den lille trinde fotografs korte arme kunne ikke nå sværdet, selv om han desperat kæmpede for at undgå den totale ydmygelse – at blive trukket i havn. Jeg er altså ikke væltet i nogen OK jolle de sidste 30 år. For en sjælden gang var den kære Hansen lidt ydmyg, mens han sundede sig over en øl i baren.
Dagen blev afsluttet med en festmiddag og en præmieoverrækkelse med gaver til næsten alle. Uden nogen kommerciel værdi havde Elvström, Hempel, Selden, Bådmagasinet, Columbus Marine, Aarhus Seashop, GB-Finnsailing.de, Høj Jensen sejl, Sebago og TackingMaster - uret der giver taktisk overblik lige ved hånden, givet de mange gaver.
Ved festen lørdag aften
OK sejlere er generelt set tørstige sjæle, så søndagens træning med den svenske supersejler, Thomas Hansson Mild, verdensmester fra Nordsverige og lørdagens vinder, solgte ikke mange billetter. Jeg tror, der var dømt sofasejlads til de mange ældre jollesejlere?
Se Per Heegaards billeder fra Lindhardtsen Classic her.
Resultat Lindhardtsen Classic 2015
1. Thomas Hanson-Mild
2. Jørgen Svendsen
3. Bo Petersen
4. Rene Sarabia Johannsen
5. Jørgen Lindhardtsen
6. Frederik Svendsen
7. Håkan T
8. Claus Høj Jensen
9. Peter Wibroe
10. Jens Lauge
11. Jørgen Holm
12. Gunter Amdt