Tilbage i december 2014 har jeg kun prøvet at gaste 2-3 gange i Nacra'en, og det var kun for sjov. Jeg har stort set hele mit liv været styrmand eller taktiker i alt, hvad jeg har sejlet.
Nu har jeg fået chancen for at sejle med en af verdens bedste styrmænd, Allan Nørregaard (olympisk bronzemedaljevinder), og da han ringede i december (godt to måneder efter bruddet med Martin), skulle jeg ikke tænke over det, jeg måtte bare sejle med ham og hans fantastiske hold. Efter Allans opkald, løb jeg ud i min have og skreg af mine lungers fulde kraft: "yes yes yes!".
Det betød en prøveperiode i januar i Brasilien, hvor jeg gastede på halv tid med Allan, og det gik så godt, at jeg kom ind på holdet som reservegast og coach. Det var planen, at jeg roligt skulle trænes op over sæsonen 2015 og være Allans 2. gast.
Et dramatisk skifte
Som 2. gast fik jeg dog ikke så meget træningstid på vandet og halvvejs inde i Mallorca-træningslejren i marts, begyndte jeg at lede efter endnu en styrmand, som jeg kunne sejle med i Danmark, og dermed få flere timer på vandet som gast.
Men Allan og Line havde i samme periode udfordringer. Deres vægt lå 8-10 kg fra idealvægten, og de kunne ikke følge med fartmæssigt i vindforhold under 6-7 m/s. En uge inden Eurocuppen på Mallorca traf Allan beslutningen at bytte rundt på Line og jeg. Jeg kom i 1. gastetrøjen, og Line valgte at rejse hjem den følgende dag.
Smertehelvede på Mallorca
Jeg var helt mentalt overrumplet over, at Line var med et rejst hjem, jeg skulle pludselig sejle stævnet med Allan, min helt store chance. Nu skete det virkelig, men uden rigtig at have trænet med Allan op til stævnet – det var en medalje, der havde en stor bagside.
Vi ville få nogen klø, hvis der kom luft til stævnet, for vi var ikke ordentligt forberedt. Og den første stævnedag på Mallorca havde vi alt fra 2-20 m/s og skiftende vind, drejende 100 grader. Det var mit mareridt, der kom til virkelighed.
Det næste dag var okay, men den tredje dag var katastrofal. Jeg var ved at bryde sammen af træthed. Min krop var udkørt, og jeg kunne ikke sove om natten, fordi mine arme snurrede så mærkeligt.
Anette i behandling med Isvand - det gør meget ondt, men er smerten værd.
Men så endelig kom søbrisen torsdag – ganske vist med 7-8 m/s, men nu var det vores tur, og den dag gik vi ud og vandt et race! Det var en kæmpe forløsning, vi havde været lige ved og næsten flere gange og nu lykkedes det foran hele guldfeltet. Det var alle smerterne værd.
Det skal gøre ondt, før det bliver godt
Det er sjovt at bemærke, hvor få begivenheder, man er i stand til at forudsige i sit liv. Man håber og tror på det bedst og frygter det værste. Men i sidste ende er skæbnen en barsk og ubarmhjertig størrelse. Den tager oftest røven på en, før end at lykken kommer og smiler.
Sådan har min sejlkarriere været det sidste halve år. Efter et uventede brud med Martin har jeg fået en ny chance.
Afgørelsens time
Nu sidder jeg i mit værelse i Hyères og funderer over tingene. Jeg står foran mit livs næste store 'turningpoint'. På baggrund af Worldcuppen i Hyères som startede onsdag, vil Allan vælge, hvem han vil sejle med fremadrettet over sæsonen. De to store spørgsmål er, hvem tror Allan og vores træner Henrik, Allan kan vinde OL udtagelsen med, og i sidste ende hvem kan Allan vinde OLmedaljen med?
En ting er sikkert, når vi står på den anden side Worldcuppen i Hyères, vil jeg have gjort alt, hvad der er fysisk og mentalt muligt. Jeg vil yde max. Og så må det briste eller bære.
