Team Essex Girl er tilbage i danske farvande efter en succesfuld deltagelse i ARC'en over Atlanten og flere store kapsejladser i Caribien. Teamet er allerede gået i gang med at planlægge kapsejladssæsonen 2015, hvor de vil være at finde til blandt andet Palby Fyn Cup, Classic Fyn Rundt og Sjælland Rundt.
Båden får den helt store klargøring op til sæsonen, og besætningen glæder sig til den kommende sæson, hvor især Sjælland Rundt står højt på listen.
Jan Olesen, medejer og drivkraft i Team Essex Girl, udtaler "Sjælland Rundt er en fed sejlads, som passer godt til vores båd, som rigtig kan udfolde sig, når vi kommer ud i åbent vand. Vi satser på, at der kommer luft, og i år kommer vi ikke til at udgå på grund af lidt blæsevejr". I 2013 måtte Essex Girl udgå af Sjælland ligesom stort set resten af feltet, da særdeles hårdt vejr prægede kapsejladsen.
En udfordring
Jan Olesen vil gerne udfordre de andre storbådsteams i Danmark. "Vi deltager i Palby Fyn Cup, Classic Fyn Rundt og Sjælland Rundt - det kunne man jo godt kalde et Distancesejlads mesterskab for de store både - og måske kan vi endda lokke Swan 45eren, Tarok 7, til at deltage, når nu han har hjemhavn i Helsingør".