Melges 24 - over 100 både tilmeldt VM

Der er nu tre måneder til en af de større sejlsportsbegivenhed i Danmark i 2015 løber af stablen. VM i Melges 24 afholdes i år i Middelfart, hvilket tydeligvis har givet flere danske besætninger incitament til allerede at starte sæsonen. I skrivende stund er 100 både fra 19 forskellige lande tilmeldt. Melges 24 VM sejles fra den 30. juni til den 5. juli 2015. Allerede nu har arrangørerne planlagt, at publikum kan følge med fra land, hvor der vil blive sendt live-tv fra banen.

Der trænes flittigt

Men inden den står på VM, må der trænes. I sidste weekend stod den for Hellerup-bådenes vedkommende på træning som startede med 3 m/s og sluttede med 10-12 m/s. Dette må siges at være træning i alle vindtyper og en perfekt start på sæsonen. Se nedenstående video fra læns med 14 knob.

 Happy Easter Regatta

I påsken starter Melges 24 sæson for alvor med det traditionsrige Happy Easter Regatta i Hellerup. I skrivende stund er der tilmeldt 13 Melges 24 fra både Danmark, Sverige og Tyskland. Den kommende weekend afholdes der en mindre træningssamling i Hellerup, hvor alle naturligvis kan deltage og herefter lade båden stå på Hellerup havn indtil påskestævnet.

Melges 24 sejlerne opfordrer interessede i at komme ned på havnen og få en snak samt høre lidt om det fede ved at sejle sportsbåd.