Over 100 både og 1500 sejlere mødes i Tuborg Havn

X-Yachts Gold Gup er blevet afholdt siden 1998, skiftevis i Nordeuropa samt i Middelhavet, hvor ”X-Yachts familien” mødes til det årlige store træf, hvor både sejlere og deres familier er velkomne, og det har lige siden starten være en succes.

Til sommer er KDY vært for det store arrangement i Tuborg Havn, og der forventes mere end 110 både med mere end 1500 sejlere til dette store arrangement. Hertil kommer tillige familiemedlemmer, gæster, sponsorer og medarbejdere. Sammen vil man gerne fejre ”the true spirit of sailing”.

X-Yachts Gold Cup 2015 finder sted den 15.-18. juli med base i Tuborg Havn, og der er tradition for, at der opslås et kæmpetelt på den yderste del af havnen, hvor måltider og sociale aktiviteter vil finde sted under hele stævnet.

Det store arrangement omfatter udover ’respit’ sejlads mellem mange forskellige X-både, tillige X-35 Verdensmesterskab samt X-41 Europamesterskab.

Når man taler om det samlede antal sejlere, som er til stede under stævnet, bliver dette den største internationale sejlsportsbegivenhed i Danmark i 2015.

X-Yachts og KDY har i øvrigt indgået en flerårig aftale, som indebærer, at KDY tillige skal afholde X-Yachts Gold Cup i juli 2017 samt juli 2019.

X-sejlere kan finde mere information og tilmelde sig på stævnets hjemmeside