Bedste Stelton Cup 'ever'

En af efterårets helt store klassikere Stelton Cup, blev sejlet på Sundet i går søndag, i det smukkeste og flotteste efterårsvejr længe set. Sol fra en skyfri himmel og op til otte m/s, det fås ikke bedre for årstiden.

Vi talte med Henrik Jørgensen Xbox som uden tøven kaldte stævnet for en af de bedste efterårssejladser nogensinde, og på spørgsmålet om deres præstation og placering med en DNC på resultatlisten, ja så grinte Jørgensen og sagde 'Ja, Øverup – du drømte nok om at få en historie om at vi smed masten på et tidspunkt, men dette er ikke tilfældet, nææ – jeg tror såmænd blot at et nyt edb-system drillede en smule i Vedbæk Sejlklub', udtalte Henrik Jørgensen, og fortsatte 'det var simpelthen noget af de bedste, alt virkede på vandet, ligesom alt også fungerede godt på land, lige bortset fra de elektroniske drillerier, men det var jo småting', sluttede Henrik Jørgensen som (vist nok) blev tre'er i deres løb.

Strøm

Kraftig strøm på op til to knob var en taktisk udfordring for deltagerne i årets Stelton Cup 2014. Foto: Per Heegaard

Stævnelederen bekræfter

For lige at sikre os, at vi nu ikke løber med en '½-vind', så fik vi af stævneleder Søren Holmark bekræftet at overgangen til et nyt edb-system havde drillet lidt, men Søren lover at alt er på plads inden præmieaften som afholdes på torsdag i Vedbæk Sejlklub.

Se stort fotogalleri fra Per Heegaard her