Tager vi en 'Cannes-opsmøg'?

Omstarter og sort flag, og det nye med u-flaget - som er som det sorte, men hvis der er omstart er du med igen – flaget burde egentlig være gråt - her i Cannes går det godt!

Når resultaterne er gjort op så ligger Blue Haze med Lars Henriksen, Claus Olesen og Ivan Bradbury nr. to – meget flot sejlet – i den ene sejlads var de så langt fremme at de vist glemte at holde øje med hvilke mærker de skulle runde, og forsejlede sig, så de måtte skøde genuaen i borde. Da vi lå på samme side af banen, og tænkte at de dygtige unge mennesker dog er beskikket til udkig - forsejlede vi os også, og der smutte lige tre både inden om ved topmærket. Vores tredjeplads blev til en femteplads. Den tager vi lige med dem nede i teltet her til morgen!

Vi og Blue Lady fik en 11. og 29. og en femte, og ligger nr. 15. samlet. Vi har vist det man kalder en god fratrækker.

Koncentreret rorsmand

Det er første gang vi sejler med Thomas Egeskov som rorsmand, og jeg må sige at den disciplin der handler om at få en drage til at sejle fremad i 'skvalpsø' med store lufthuller – det kan han. Vi hang nærmest i læen, og han fik lige den krængning der giver tryk på roret. Han er så styrekoncentreret, at han endnu ikke ved hvor de rorsmandsnære snore sidder i båden, og det lever vi særdeles fint med.

'Skum' på land

Vores coach på land Christian Layou stod klar på kajen sammen med de 1000 andre på moleræs, og fik os til at føle at vi ligefrem havde udrettet noget. Han havde luret den med den gode fratrækker, og havde medbragt en flaske skum til holdet, som vi nød stående da vores rumper og knæ var godt ømme.

Cannes kan, og det kan deres restauranter også. Gaden nær havnen er der konkurrence og en tre-retters menu ligger på 16,50 EURO – og du kan finde en rosé til 15 euro. Det tror man er løgn når man lige har været i OSLO, og spist en almindelig slavepizza til 240 norske.

Vi kan næsten ikke vente med at komme på banen, og som belønning i aften er vi blevet inviteret til beach party på Hotel Majestic lige ved siden af huset hvor de gyldne palmer uddeles.

Blazerne er hængt til luftning og vi skal have aftalt om vi i aften kører med det der hedder Cannes opsmøg – det er når man smøger sine lange hørbukser 10 cm op forneden, og har bare tær i sine Docksides. Det er sponsorerne som inviterer, og som har sørget for at man kan vinde en tur til Mauritius. VI ER KLAR!

Link til resultatlisten efter tre sejladser her