To danske J/80 til German Open - sluttede á point

Det var i øvrigt tredje år i træk, at der var rekord-deltagelse ved dette mesterskabsstævne.

Fra Danmark stillede de to Sønderborgbåde, BHJ-Fonden og Als Logistics op med skipper Johnny Jensen og Flemming Djernæs.

De to danske både lå efter fredagens sejladser med helt fremme som nummer to og nummer fire.

Johnny Jensen i BHJ-Fonden og team havde en noget uheldig lørdag med placeringer i den dårligste halvdel af feltet. Bedre gik det for Als Logistics og Djernæs, som trods en diskvalifikation overnattede på en samlet sjette plads. Johnny Jensen lå efter lørdagen på en samlet niene plads.

Flensborg-vejr søndag

Under vanskelige forhold om søndagen, der bød på meget kraftige regnbyger med de "berygtede" Flensborg Fjord vindskift, fik Johnny Jensen dog rettet lidt op på situationen. Også Als Logistics lagde godt ud og indtog den samlede femte plads inden finale-sejladsen, hvor båden fik en dårlig start og derfor sluttede sejladsen nede i feltet.

Slutstillingen blev, at BHJ-Fonden og Als Logistics fortsatte deres tætte indbyrdes kamp fra DM, men sluttede denne gang lidt længere nede i feltet -  a´ point på 7. og 8. pladsen.

"Der var pointmæssigt et pænt stykke op til podieplaceringer, mens de to-tre foranliggende både var indenfor rækkevidde. Fartmæssigt kan vi begge godt være med, men det kræver større stabilitet gennem hele serien af sejladser, og at vi holder os ude af protesterne", udtalte Flemming Djernæs.

Vinder blev Kieler-sejler Martin Menzner, som dermed har sat sig solidt på den tyske J/80 trone med sit femte mesterskab i træk. I foråret satte han ved kvalifikationen til den tyske Bundesliga i J/70 samtlige konkurrenter eftertrykkeligt på plads med en imponerende serie.

Der sejles om VM i J/80 klassen i Kiel i 2015, hvor der forventes 80 deltagende både.