Jens Christensen med fremme i Medemblik

Når Dragerne samles til årets Gold Cup kan der ikke trækkes fra i den serie på planlagt seks sejladser, én om dagen - så det gælder virkelig om at holde sig med fremme i feltet, hvor en top 15 sagtens kan vise sig at kunne bruges. En placering længere tilbage i de første sejladser, - ja så er det ofte 'game over' inden det hele rigtig begyndte.

Lars Hendriksen, som i mine øjne kunne være en af favoritterne til en topplacering må nok sande ovennævnte, da den ellers så sejrsvandte Hendriksen lagde ud med en 38. plads! Den er svær at bruge i en samlet serie uden fratrækker. Lars' potentiale viste den garvede Drage sejler dog i anden sejlads, hvor det efter en forsigtig start grundet sort flag, blev til en flot fjerdeplads.

Med helt fremme finder vi en af de andre danske favoritter, Jens Christensen på en tredje - á point med nummer to. Christensen har sejlet yderst stabilt med en sjette og en femte på tavlen.

Ingen kan dog følge tyske Markus Wieser, som sejler en af de Ukrainske både. To prikker i de to første sejladser i et Gold Cup felt, hmm - den bliver svær at slå. Med om bord er et for de danske sejlerer og læsere af Bådmagsinet bekendt navn, Leonchuk Georgii - tidligere gast hos Lars Hendriksen. Hvis det de viser her ikke har været tilfældigt held, så bliver de svære at 'fange'

Perfekte forhold - kun én sejlads

Efter søndagens havblik har der været perfekte forhold for det 90 båds store felt. 10-12 knobs vind, men alligevel er det kun blevet til en enkelt sejlads mandag tirsdag. På et tidspunkt forsøgte dommeren dog at få bådene afsted, men end ikke efter 8 (!) start forsøg lykkedes det, og ud på eftermiddagen ved fem tiden, blev bådene sendt i land. Hvis ikke det lykkes de næste par dage at få to sejladser, må sejlerne nøjes med fem i serien.

Link til den samlede resultatliste her