DM weekend i Nivå med hele tre klasser

Tre DM-klasser skal i weekenden dyste ud for Nivå Havn i den nordlige del af Øresund, og der er god deltagelse i alle klasserne:

Spækhugger klassen stiller med det største felt på 26 deltagere. På deltagerlisten finder man blandt andet bådens konstruktør Peter Bruun og den tidligere OL-sejler Nicolai Thorsell. De sidste to års ”runner up”, Jesper Andersen fra Aarhus er helt sikkert sulten efter igen at vinde DM’et, som han sidste hjemførte i ved DM i Aarhus 2011. Og man skal helt tilbage til DM i Aarhus 2011 for at finde et større deltagerantal, nemlig 27 deltagere. De to seneste år i Kragenæs 2013 og Vallensbæk 2012 har der kun været henholdsvis 14 og 19 deltagere.

For J-80 klassens vedkommende er dette første officielle DM, og det er lykkedes at samlet et felt på 21 deltagere, heraf 1 svensk og 1 tysk båd.. Stævnet indgår også som et af klassens rangliste stævner, ligesom det faktisk er med på den tyske rangliste.

Trapez bliver 15 deltagere, og det har i en årrække kun lige lykkedes for dem at samle 15 deltagere, således at DM’et kan blive officielt.

Stævneleder Christian Caspersen siger om weekendens DM-stævne:

”Vi er stolte over at kunne fremvise et felt på 26 Spækhuggere. Sidste år klarede klassen kun lige Sejlunionens krav efter en dispensation, idet de kun var 14 både.” 

”Og det er også imponerende at vi kan samle 21 J-80’ere til det første officielle DM i klassen. Jeg tror det er den klasse, hvor man kan samle procentvis den største del af de både som er i Danmark.” 

”Vi har begge vores egne både med i J-80 DM’et, og herudover har vi lejet yderligere en båd af KDY til et sejlerskolehold, der har fået blod på tanden go gerne vil sejle noget kapsejlads.”

”Der er 20 frivillige i klubben, som hjælper til med DM’et, og vi er også superglade for at vores naboklubber, Sletten Bådeklub og KDY i Rungsted hjælper os med materiel og følgebåde. Jeg mener det er fremtiden at klubberne i stigende grad hjælper hinanden på denne måde.” 

”Da det er svært at få stævneøkonomien til at hænge sammen, har vi netop satsen på et DM-stævne med 4 klasser, hvoraf X-99 så desværre har meldt afbud. Men vi har alligevel omkring 60 både på vandet i weekenden, hvilket vi synes er flot.”

”Endelig vil jeg nævne, at vi har to dygtige kapsejladsledere i Michael Andersen og Henrik ”Hønse” Paulsen til at styre tingene på vandet. Spækhugger og Trapez sejler sammen på den ene bane, hvor der er den udfordring at Spækhugger sejler op-ned-bane og Trapez sejler en trekantbane.”

Nivå Bådelaug håtte desværre aflyse X-99’ernes deltagelse, idet der kun var 6 tilmeldinger. Stævneleder Christian Caspersen ærgrer sig over dette, men klubben er på den anden side glade for at de har tre andre DM-klasser med gode felter til denne DM-weekend.

X-99 klassen, som engang var meget aktiv i Danmark med pæne felter til både DM og andre stævner, er efterhånden kun en ”skygge af sig selv”, hvilket er rigtig ærgerligt, da det en meget velsejlende og sjov båd. Der var kun tilmeldt 6 både til stævnet, hvilket man kan undre sig over, idet der er 26 både med gyldige certifikater i DH-databasen, heraf 12 i Øresund.

Stævneresultater