Weekenden bød på flotte dyster mellem svensk 10-meter fra 1923 og britisk, tidligere 12-meter fra 1903. - Vi er meget tilfredse. Det høje deltager anttal peger fremad, og vi har flere planer for udvikling af regattaen, siger stævneleder Michael Petersen, Svendborg Sunds Sejlklub.
Regatta-sejladserne blev afviklet i farvandet mellem Langeland, Tåsinge og Thurø. Der i Lunkebugten spillede vejret på en bred skala fredag og lørdag. Blå himmel og blide vinde herskede på førstedagen, mens massiv regn - og op til kuling i stødene, havde magten på andendagen.
Møgvejr eller ej
Spektakulært var det at skue de mange kæmpende lystbåde, fra tidsalderen med træ som bådebyggernes eneste materiale.
Især blev øjnene fanget af Sophus Weber Racets to største både. Den ene var 10-meteren Aaworyn bygget på Sophus Weber-værftet i Svendborg i 1923. I dag ejet, sejlet og flot passet af Rikard Wissing, Limhamn. Den svenske 10-meter fik på banen hård konkurrence af den 20 år ældre, 63 fods gaffelriggede kutter, Kelpie fra England. Båden af typen Solent 38 er en klassiker i kongeklassen ført af Olive Pelham.
Se dejlige fotos fra Per Heegaard i galleriet her
Den 111-årige er i en stand, der talrige gange har imponeret international bådpresse. Oprindelig var den klasset som 12-meter. Fra Det sydfynske Øhav sejlede Kelpie videre med en femteplads overalt i Sophus Weber Race.
Kalenderen sagde 1903, da den smukke, 63 fods britiske gaffelrigger, Kelpie, blev søsat. I weekenden skabte den øjefryd og respekt i Svendborg Classic Regatta. Foto: Søren Stidsholt Nielsen.
Resultaterne blev i øvrigt, at folkebåds-sejleren Jesper Worm Larsen i Potemkin fra Svendborg igen i år tog Sophus Weber-pokalen hjem. Nummer to overalt blev Rikard Wissing, Limhamn i 10-meteren Aaworyn. Nummer tre blev den danske OL-guldvinder Svend Jakobsen i sin Mälar 30, Trio.
Peter Bruun tema
Årets tema i Svendborg Classic Regatta var Peter Bruun-designede både og i særlig grad Grinde, der fylder 40 år. Peter Bruun sejlede selv med, og han kunne glæde sig over, at se hele fire af sine bådtyper repræsenteret, - Marsvin, Spækhugger, Grinde og Kaskelot.
Resultaterne fra Grinde-løbet: Jørgen Binzer i Bombardine blev nummer et, Lars Nielsen i O'Hvalen nummer to og Allan Rye i Grog nummer tre.
Motorbåds-temaet var klassiekrern Coronet, der i Svendborg Havn kunne dyste i ringridning til søs.
Svendborg Classic Regatta er arrangeret af sejlklubberne i Svendborg og Rudkøbing og på Thurø samt af Danmarks Museum for Lystsejlads på Tåsinge.