Rindom nr. 2 i Rio - Gunni søsyg

Efter meget let vind de første dage under Aquece Rio International Sailing Regatta med udsættelser og aflysninger, kom de to danske Laser Radial kvinder endelig i gang, og fik tre sejladser i går.

Anne-Marie Rindom ser ud til at befinde sig godt på Guanabara Bay, hvor der skal sejles OL i 2016. Hun kom rigtig flot fra start med serien 7-2-2, hvilket placerer hende på en samlet 2.-plads efter finske Tuula Tenkanen. OL-sølv og bronze vinderne deltager også i stævnet.

Til gengæld oplevede Sarah Gunni Toftedal noget, som de fleste sejlere helst gerne vil undvære – hun blev søsyg allerede i den første sejlads, hvor hun blev nr. 22. Derefter måtte hun udgå af de næste to sejladser, og fik dermed den værst tænkelig start på OL-testsejladserne.

På sin Facebook side fortæller Sarah:

”På vores bane var der store bølger fra alle retninger. Jeg blev virkelig hårdt ramt af søsyge allerede før første sejlads. Jeg mistede al min energi, kunne knap komme op til startlinjen og væltede 5 sekunder efter start. Jeg kæmpede for at fuldføre sejladsen, og håbede på, at jeg ville få det bedre. Men efter jeg gik i mål, blev det bare værre. Det lyder måske underligt, at en sejler bliver søsyg, men det hænder desværre for mig – i dag var bare det værste, jeg har prøvet i min Laser-jolle. Jeg var heller ikke den eneste, som måtte opgive.”

Testsejladserne i Rio giver både sejlere og OL-teams en mulighed for at lære farvandet at kende, men det er samtidig en meget vigtig del af træningen af de op mod 1000 officials, som skal anvendes under OL om to år, både på baneområderne samt på land.

Stævnets hjemmeside