Marstrand gjorde det igen. Der er vel nok tale om et af de mest populære stævner på årets Match Race tour når sejlerne kommer til Sverige. På Marstrand er arrangørerne fra naturens side udstyret med optimale forhold for såvel sejlere som tilskuere, og deres lokale helt svigtede heller ikke da det gjalt.
Björn Hansen tog sin tredje sejr i træk, da han slog verdensetteren Ian William 3 - 1. Bjørn Hansen med danske Phillip Kai Guhle om bord, vandt altså for tredje gang i træk det store match race stævne på Marstrand. Efter at have tabt den første finale-sejlads mod verdensetteren Ian Williams, nappede Bjørn Hansen tre sejre i streg, og blev dermed en meget populær vinder på hjemmebane
To danske teams
Hele to danske teams deltog io år. Joachim Aschenbrenner sejlede sig til 'en billet' mens Sehested fik et wild card, og begge danske teams viste rigtig gode takter. Efter stævnet talte Bådmagasinet med Aschenbrenner og Sehested, som hver især havde følgende kommentar:
Aschenbrenner, til Bådmagasinet:
"Selvom vi kun bliver nr. 7 er vi rigtig godt tilfredse. Vi vinder sejladser over verdens absolut bedste match race sejlere, og når vi ser på samtlige sejladser, så vinder vi 8 og taber 5 sejladser."
"Vi håber det gode resultat i Marstrand betyder, at Tour arrangørerne har fået øje på os og det giver nogle flere wild cards allerede i år. Og næste år håber vi at kunne få et Tour Card. Så vil vi være godt på vej mod vores målsætning om at kunne vinde Tour'en inden for de næste år."
"Vi er på vej til et grade 2 stævne i Italien, som Sehested også deltager i, og om fjorten dage sejler vi ISAF Ungdoms VM i Helsinki, hvor vi er seedet som nr. 1. Det håber vi naturligvis vi kan leve op til, og det vil give gode point til verdensranglisten." slutter Joachin Aschenbrenner
Skuffet Sehested
Nicolai Sehested sluttede 10'er og var en smule skuffet, men under stævnet fik det ambitiøse team vist gode takter, og til Bådmagasinet udtaler Nicolai:
"Vi endte som 10'er, men var bare ét point fra sjette pladsen. Det point var vi tæt på at tage i går (fredag,red.), hvor vi havde en god føring mod Magnus Holmberg. På andet opkryds røg skødevognen dog ud af dækket, så vi sejlede med halv kraft på den ene halse, hvilket kostede os det afgørende point."
"Selvfølgelig er vi skuffede, men sådan går det desværre en gang imellem. Vi må nu se frem mod næste Tour stævne, som er Polen fra den 31. juli til 3. august."
Se sammendrag fra finale sejladserne her
Slut stilling ved Stena Match Cup, Sweden:
1. Bjorn Hansen (SWE) Hansen Sailing Team
2. Ian Williams (GBR) GAC Pindar
3. Taylor Canfield (ISV) USone
4. Francesco Bruni (ITA) Luna Rossa
5. Mathieu Richard (FRA) LunaJets
6. Keith Swinton (AUS) Team Alpari FX
7. Joachim Aschenbrenner (DEN) Team Trifork
8. David Gilmour (ASU) Team Gilmour
9. Phil Robertson (NZL) Waka Racing
10. Nicolai Sehested (DEN) Trefor Match Racing
11. Ed Baird (USA) Quantum Racing
12. Magnus Hoimberg (SWE) Team Magnus Holmberg
13. Johnie Berntsson (SWE) Stena Sailing Team
14. Viktor Ogeman (SWE) Team Accure