Rindom og Gunni videre til guld fleeten

Efter 5 sejladser i let og mellemluft ligger Anne-Marie Rindom ganske flot nr. 5. Efter at have vundet dagens enlige sejlads i går, blev det til en 7.- og 21.-plads i onsdagens sejladser, hvor sidstnævnte pt. er fratrækkeren.

Sarah Gunni Toftedal vandt onsdagens anden sejlads, og er rykket frem på en 16.-plads samlet, men da hun allerede har en 28.- og 30.-plads, er der ikke råd til flere fratrækkere, hvis Sarah de kommende dage skal kvalificere sig til Medal Race.

En opdatering Sarahs Facebook side bekræfter de svære forhold, 'Igen idag gik det op og ned, eller faktisk ned og op. Første sejlads får jeg en god start, men bliver sejlet rundt om fra begge sider. Jeg havner i kaos ved topmærket (mister min vindpil!) og derfra går sejladsen bare dårligere og dårligere. I anden sejlads får jeg endnu en god start, og det samme er ved at ske igen.. Men jeg tager en hurtig beslutning og sejler ud til højre til et tryk. Jeg får et skift og er langt foran. Derfra er det "bare" at holde de andre bag mig, og jeg vinder sejladsen. Så det var noget af en følelsesmæssig rutsjebanetur i dag - håber jeg kan holde det mere stabilt, godt i morgen'

EM’s to første dage var præget af meget let, springende vind, og onsdag var vinden kraftigere med 10-14 knob men fortsat springende.

Mændene deltager slet ikke i Laser Standard, og Kristian Kjærgaard fortæller, at fraværet er en kombination af dyr og tidskrævende rejse samt nogle eksaminer. Derfor har sejlerne efter samråd med træneren har valgt at blive hjemme. Fokus er i stedet mod Santander. For Thorbjørn Schierups vedkommende er han netop stoppet i militæret og skal begynde på Politiskolen om kort tid.

Hos mændene har den 8-dobbelte verdensmester Robert Scheidt lagt sig i spidsen efter fem sejladser, men kun et point foran nr. 2. Han har sat kursen efter OL-medaljer på hjemmebane i Rio.

Følg med i resultater og nyheder på stævnets hjemmeside:

Laser Radial samlet efter 5 sejladser