Ulrikkeholm igen nr. 1 på verdensranglisten

Team Ulrikkeholm, som sidste år vandt sølv ved VM samt vandt Lysekil Women’s Match, er klar til sæson 2014, hvor det primære mål først og fremmest vil være VM i starten af juni i Cork, Irland, der sejles i J/80. Besætningen skal derfor den kommende måned primært træne i J/80 for at være i topform til VM, så de forhåbentlig kan bytte sølvet ud med guld og VM titlen.

Et andet af sæsonens mål er at deltage i fire ud af fem af stævnerne i Women’s International Match Racing Series, hvori også indgår VM’et i Irland:

3.-8. juni - ISAF Women's Match Racing World Championship, Cork, Ireland – J/80

24.-27. juli - Women's Match Race Golfe du Morbihan, Vannes, France – Beneteau 7,5m

4.-9. august - Lysekil Women's Match, Lysekil, Sweden- DS 37’ere

23.-28. september - Buddy Melges Challenge, Sheboygan, USA – Elliott 6M

11.-16. oktober - Busan Cup Women's International Match Race, Busan, Korea – Bakewell 9M

Der sejles igen i 2015 om en samlet præmiepulje i de fem WIMR stævner på 50.000 US$.

Besætningen har fravalgt Buddy Melges Challenge i USA, som foregår i Elliott 6M, idet Camilla pga. ryg problemer har vanskeligt med at hænge i Elliott’en. Derfor satser de på alle de øvrige fire stævner, hvor der sejles i større kølbåde.

Hele besætningen har også jobs, som skal koordineres med sæsonens kapsejladser, hvilket er en anden årsag til af fravælge et af de oversøiske stævner. Bruttobesætningen i 2014 er: Camilla Ulrikkeholm, Trine Palludan, Louise Ulrikkeholm, Josefine Boel Rasmussen og Joan Hansen.

En af deres værste konkurrenter de senere år har været engelske Lucy MacGregor, som fortsat ligger nr. 2 på verdensranglisten, men nu har skiftet til Nacra 17 og lige nu ligger nr. 9 ved ISAF World Cup’en i Hyeres.

Så deres værste konkurrent ved VM samt WIMR Series vil forventeligt være svenske Anna Kjellberg, som blev nr. 2 i serien i 2013.

Lotte Meldgaard, som repræsenterede Danmark ved OL 2012 i match race, ligger nr. 4 på verdensranglisten, og modtager derfor også en invitation til VM i Irland. Lotte's VM-hold bliver de meget erfarne match race sejlere Anne Sofie Munk, Tina Gramkov og Nina Grunow. De træner naturligvis også i J/80, og planlægger blandt andet også at deltage i KDY's udtagelse til sejlsportsligaen, som netop vil foregå i J/80'erne.

ISAF Verdensranglisten i match race (16. april 2014):

  1. Camilla Ulrikkeholm, Danmark, 8580 poin
  2. Lucy MacGregor, England, 7658 point
  3. Anna Kjellberg, Sverige, 7521 point
  4. Lotte Meldgaard, Danmark, 6256 point
  5. Stepanie Roble, USA, 5875 point