Måske lidt mere vind have gjort det hele til topoptimalt, men årstiden taget i betragtning, kan det nok ikke fås meget bedre. Op til fire m/s ganske stabil vind, sol fra en skyfri himmel, så er rammerne ligesom på plads for nogle gode sejladser.
Og det var lige hvad alle sejlerne på vandet ud for Hellerup fik i dag.
Hele fem sejladser til Melges 24 deltagerne, og her ligger Peter Warrer stadig i front, meen – kun på grund af to fratrækkere. Warrer ligger a point med den lokale Hellerup sejler Peter Havn, som har et lidt bedre udgangspunkt for morgendagens sejladser.
Peter H har lige nu trukket en 5. og en 7. - hvor Peter W har måtte smide en 8. og en 10. Blandt de 17 deltagende Melges 24'ere ligger den tidligere OK jolle verdensmester Thomas Hansson Mild fra Sverige på tredjepladsen.
CB66er lagde ud med to prikker
CB66 sejlerne kom også i gang med sæsonen, og fik ligesom Melges-sejlerne hele 5 sejladser, hvoraf den sidste af disse dog måtte kortes af da vinden dødede.
Se fotogalleri fra dagens sejladser her (husk klik på foto for at se dem i stor størrelse)
Klaus Rønn, med 'vejr-pigen' Anna Grube som taktikker om bord, lagde hårdt ud med to prikker – ganske imponerende, når man tænker på Anna Grube 'kun' har sejlet CB66 siden sidste sommer, da hun købte en brugt, efter at have sejlet Melges 24. Desværre var den flotte start på dagen ikke nok til at holde 'pole position' da den lokale Hellerup sejler Mikkel West-Nørager ville det anderledes. En super stabil serie på 3,2,2,1,5 har bragt West-Nørager i spidsen med to point ned til 'vejr-holdet'.
Yngling
Otte Yngling fik fire sejladser, hvoraf den ene også måtte afkortes. Her er der også hjemmebaneføring, med Frederik Lange Zafyriadis som har lagt sig i spidsen med tre point, foran Jørgen Ring Taarbæk.
Se de samlede resultater på Hellerup Sejlklubs side her (eksternt link til HS)