Bådmagasinet ny titelsponsor for Årets Sejlsports-præstation

Dansk Sejlunion og Bådmagasinet har indgået aftale om titelsponsorat for den årlige pris der præmierer en bemærkelsesværdig dansk sejlsportspræstation. Det betyder, at prisen fremover vil hedde "Bådmagasinet Årets Sejlsportspræstation".

Prisen Årets Sejlsportspræstation blev indstiftet i 1987 af Dansk Sejlunion og Bella Center. For overrækkelsen af 2013-prisen overtager Bådmagasinet, der leverer sejlsportsnyheder til danskerne på både print og nettet, rollen som sponsor. Og det sker med en forøgelse af præmiechecken.

"Bådmagasinet er naturligvis meget stolte over at være med til at videreføre 'Årets Sejlsportspræstation" som er den mest prestigefyldte pris i dansk sejlsport. Vi anerkender alle de flotte præstationer på vandet og er nu med til at kåre den bedste af disse. Vi benytter lejligheden til at hæve præmiechecken til 25.000 kr. for derigennem at støtte vinderne med deres fremtidige sejlsportssatsning," siger Bådmagasinets direktør Søren Øverup.

Dansk Sejlunions sportschef Thomas Jacobsen supplerer: "Sejlsporten er Danmarks mest vindende idrætsgren – både i internationale konkurrencer og ved OL. Det er derfor naturligt, at vi anerkender og præmierer årets mest bemærkelsesværdige sejlsportspræstation. Med Bådmagasinet som ny partner for prisen vil vi kunne skabe endnu mere bevidsthed omkring de danske sejleres mange flotte præstationer."

Bådmagasinet Årets Sejlsportspræstation 2013 uddeles på fredag den 21. marts i Aarhus Sejlklub, hvor interesserede er velkommen til at overvære prisoverrækkelsen kl. 16.30.

Se tidligere vindere af prisen på sejlsport.dk/sejlsportspræstation