Team Danmark Kraftcenter Aarhus kickstartede sæsonen i sidste weekend i samarbejde med Kaløvig Bådelaug, hvor der blev afholdt en succesfuld træningssamling med 115 sejlere fra Danmark, Norge, Sverige og Tyskland. ICE CAMP var en traditionel træningslejr, besat med de bedste sejlere i klasserne Optimist, Zoom 8, Europe, Laser (R & S), OK og Skiff. De samme klasser og sejlere deltager den kommende weekend i ICE CUP 2014 – uden is – hvilket er sæsonens første internationale kapsejlads i Danmark.
ICE CUP’en er speciel ved, at trænerne coacher sejlerne før, under og efter sejladserne, og der er en begyndende tradition for, at de bedste og mest motiverede sejlere netop sætter hinanden stævne i Kaløvig ved ICE CUP’en, hvor vinteren slutter. Som bekendt starter foråret jo 1. marts !
Som noget særligt i år, deltager mange af Danmarks bedste sejlere på hold/landshold, hvilket samtidig betyder, at Dansk Sejlunion stiller med en række af de bedste trænere i Danmark.
”Kaløvig Race By-Night”
Som noget helt nyt i Kaløvig Bådelaug i forbindelse med dette års ICE CUP planlagt et lørdag aften arrangement for sejlerne i form af et ”natløb” eller en ”lysløjpe”, som bliver kaldt ”Kaløvig Race By-Night”!
Alle deltagerne i ICE CUP inviteres ud til kapsejlads i mørket lørdag aften omkring kl. 19:30-20:30. Det bliver lagt en kortbane af Op-Ned typen tæt på land, så tilskuere kan opleve jollerne på kort afstand. Banen vil blive tilrettelagt efter vind og vejrforhold umiddelbart udenfor havnen som skitseret vist på billedet ovenfor.
Kapsejladsbanen vil være oplyst med kraftige projektører ombord på KBL’s Tornado gummibåde, som har transportable generatorer med til at levere strømmen. På land vil der være en stor lyskaster, som spreder sine hæftige lysstråler ud i mørket. KBL vil sågar eksperimentere med en selvlysende startlinje og mållinje under vandet, som vist nok ikke er set tidligere i historien.
Lys-udstyret bliver leveret i samarbejde med GSV Materieludlejning i Viby J, som KBL takker mange gange for opbakningen til arrangementet.
Det bliver et fantastisk syn at være tilskuer til, for alle jollesejlere får monteret selvlysende grønne ”knæklys” (glow sticks), så jollerne vil danse rundt som lysende pinde på bølgerne imellem hinanden på vandet. Disse selvlysende ”knæklys” er samtidigt en sikkerhedsforanstaltning, så vi kan finde sejlerne igen i tilfælde af lystekniske problemer eller kæntringer.
Det er naturligvis også obligatorisk, at jollesejlerne er iført tørdragt og bærer personligt opdriftsmiddel (regningsvest). Her ud over vil der være uddannede trænere tilstede på vandet i klubbens gummibåde.
Det er tilladt jollesejlerne at medbringe en vandtæt lommelygte/dykkerlygte, hvis man gerne selv vil have en lyskilde med ombord i sin jolle.
Sejlerne kan i kommende weekend forvente 6-7 m/s, 4-8 grader og let til frisk vind omkring øst. Desværre lover de også regn mange steder. Men der er i det mindste ikke frost og is i vente til alle de friske sejlere. God weekend !
Kaløvig Bådelaugs hjemmeside