Allan Nørgaard vinder Regata International de Carnaval i Nacra 17

Det danske landshold i Nacra 17 stødte til under Anette Viborg og Martin Hjortlunds træning på Gran Canaria i februar og Allan Nørgaard løb med sejren i weekendens stævne.

Det danske landshold i Nacra 17 stødte til under Anette Viborg og Martin Hjortlunds træning på Gran Canaria i februar, og træningsperioden sluttede af med et stævne i weekenden som Allan Nørgaard vandt med sin gast Lin Cenholt.

"Det var en kort men succesfuld tur til Gran Canaria. På det nyudviklede hold, som egentlig består af fire sejlere, Line Just (skadet, red.) Anders Thomsen, Lin Cenholt og jeg to hovedformål; et at træne i de store rullende bølger, som vi kan risikere at få under VM i Santander, to at teste forskelige vægt kombinationer inden World Cup'en på Mallorca" udtaler Allan Nørgaard, bronzevinder til OL 2012 i 49er, nu primusmotor bag Dansk Sejlunions Nacra 17 satsning.

Træningen på Gran Canaria sluttede som nævnt af med stævnet Regata Internationale de Carnaval. Allan Nørgaard og Lin Cenholt løb med sejren på sidstedagen.

Martin Hjortlund, som havde trænet nogle uger med Anette, rejste allerede hjem lørdag for at starte sin tur til Caribien, derfor sejlede Anette Viborg stævnet med en tysk veninde, Suse Brechlin, i bedste girl-power stil, og pigerne endte på en samlet 3. plads.

"Martin og jeg fik nys fra Miami om at landholdet i Nacra 17 bestående af Allan Nørgaard, Lin Cenholt og Anders Thomsen, gerne ville deltage i vores sidste uges træning på Gran Canaria. Så vi fik organiseret en lejet Nacra 17, Rib (trænerbåd, red.) og lejlighed til dem i en fart, og det var fedt at få landsholdet som sparringspartnere i en hel uge. De havde virkelig god viden med fra World Cup'en i Miami, hvor det danske Nacra 17 landshold havde deres debut mod de bedste i klassen." udtaler Anette Viborg til Bådmagasinet

Nu er de danske Nacra 17 teams frem til den kommende World Cup på Mallorca, som lover godt med hele fire danske Nacra 17 besætninger til start.