Dag 17 – 10. december
Ikke meget forskel fra i går. Vi sejler stadig med god fart nu. Flyvefisk rammer nær både Steina og mig selv i hovedet. De er ret flotte, når de stadig er levende. Helt mørkeblå på ryggen. Mine fingre stinker ækelt efter at smide dem tilbage i havet. Ved 22 tiden sejler vi meget tæt på en australsk katamaran, der kalder os over VHF'en. De sejler med parasailorsejlet og regner med at være ca. en dag tidligere end os i mål.
Dag 18 – 11. december
God vind – op til 35 knob fra øst. Vi leger med forskellige sejlkonstellationer, da vi ikke har noget sejl til at sejle plat læns med. Vi har jo spileren men dens 400 m2 i 35 knob vind bliver lidt for voldsomt. Vi ender med butterfly med genuaen på stage og bommen med bom-preventer, hvis uheldet nu er ude, og vi bommer. Senere skifter vi til fok, da genuaen klapper for meget sammen i de store søer.
Bølgerne er særligt irriterende i dag. Vi har alle sovet elendigt i nat, da vi er blevet kastet rundt i vores køjer. Bølgerne er ikke længere så store og lange, og nu kommer de også fra forskellige retninger, hvilket bevirker båden ruller meget. Vi får knækket både bagstag samt bom-preventer, da sliddet på udstyret er sindssygt hårdt.
Læs også: ARC 2013 - nyt fra Atlanten
Middagen består at t-bone steaks med hjemmerørt bearnaise. Verdensklasse! Vi er alle ret hooked på at se land snart, da vi er så tæt på nu. Nu har man set nok vand og dagene ligner hinanden til forveksling.
Dag 19 – 12. december
Dagene flyder sammen i ét væk, og vi tænker kun på at se land nu. Desværre har vi vinden for plat, og vi har ikke en hårdtvejrsspiler. Det er mega frustrerende, at vi ikke kan få mere fart på. Vi prøver at sejle butterfly, men bølgerne tæver os rundt, og vi får flækket en del af skandækslisten, da bompreventeren hiver for hårdt. Vi skruer og hiver i alt, vi kan men ligegyldigt hvad, ligger vi med samme fart.
Om natten tager vinden til, og vi går 8,5 knob hvilket henter lidt ind på tabt tid.
Dag 20 – 13. december
Vinden igen meget plat og aftagene. Vi prøver at spile genuaen ud med den otte meter lange spilerbom, med det resultat at et kraftigt vindpust river skinnen ud af masten og flår et 10" spil ud sammen med. Mega nedtur! Vi kan se vores lørdagsbytur smuldre mellem hænderne, da vi nærmest er nødt til at skære til Barbados for at holde liv i kludene - en omvej på 40-50 sømil. Vi er dog heldigere end andre. Forude ligger en båd med brækket mast, en katamaran der tager vand ind og en anden, der har ødelagt motoren.
Der er ingen ombord, der gider se vand mere! Det næste flydende vi skal se på, er det rom i glasset, vi skal have som det første på St. Lucia. Om aftenen bliver vi ramt af et kraftigt squall, der nærmest lægger båden ned. Vi har haft flere i løbet af dagen, men har ikke taget dem så seriøst, da der ikke har været noget videre luft i dem. Den sidste giver os lige en kraftig lektie om at rebe i tide og stuve ting af vejen. Alt flyver rundt i båden.
Vi går kurs direkte vestpå mod St. Lucia nu. Måske vi når dertil i morgen aften? Jeg tør snart ikke estimere tid længere, da vejret konstant ændrer det!
Dag 21 – 14. december (finish line)
Det blæser af h... til! 25-35 knob i middelvinden. Vi går op i mod 10 knob kun for storsejl lige i røven! Fantastisk! Vi henter helt vildt ind på tabt tid, og pludselig er der liv i vores lørdagsbytur igen. På intet tidspunkt har turen føltes lang, da dagene er fløjet af sted, men denne dag synes timerne af snegle sig af sted, da St. Lucia kommer tættere og tættere på plotteren. Vi forsøger at sejle butterfly med stormfok, men vi har ingen stage, der er kort nok. Den bommer et par gange på grund af kraftig sø, og pludelig sker der det, der absolut ikke må ske. Forstaget knækker. En 1,5 cm tyk plade rives midt over i dækket og furler, hydraulikslanger mv. flyver rundt sammen med sejlet. Heldigvis har vi to forstag, så masten er på intet tidspunkt i fare. Vi får bjerget furleren, der heldigvis er intakt (en ny koster 85.000,-) og får bundet staget fast til dækket. Sejlet tager vi ned og lægger sammen på dækket. Vi sejler igen videre kun med storsejl og nu to bompreventere. Ikke mere der skal gå i stykker nu!
Vi fisker igen og nu ryger der er en flot yellowfin tuna på krogen. Vi diskuterer lidt frem og tilbage, om de er fredede på disse kanter og vælger at sætte den ud, mens skipper næsten har tårer i øjnene over sashimi, der svømmer væk. Vinden tiltager, og vi rammer rekordfarten på turen, 11,3 knob. Vel og mærke kun for storsejl. Bølgerne er sindssygt store, og vi får et par "hygge squalls" med 50 knobs vind for at gøre det lidt mere spændende. Vi spejder konstant efter land. Der er 40 mil ind til Martinique, men vi kan ikke se en pind. Der er lagt champagne på køl til en skål, når første landkending kommer.
Endelig! St. Lucia's bjerge kommer til syne på bagbord side, og flaskerne kommer på bordet. Det skal fejres. De næste to timer hører vi høj musik, drikker bobler og ryger cigarer. En delfinflok laver afskedsspring foran os. Jeg går på dækket for at ringe, da vi nu har mobildækning igen. Da jeg kommer væk fra den høje musik og festglade sejlerkammerater, kan jeg mærke, hvor meget det egentlig blæser. Jeg morer mig lidt ved tanken om, hvor meget man kan vænne sig til. Her sidder vi i fem meter bølger, vinden der trækker hvide striber i vandet, 40 knobs middelvind og fester som om det var en sommerdag på Øresund. Havde vi haft det vejr derhjemme, var vi enten blevet i havn eller gået ud med overlevelsesdragter og rystende ben. Vi er sgu blevet rimelig hærdede efterhånden. Jeg tager et bad og ænser efterhånden ikke, hvordan jeg bliver kastet rundt i brusenichen.
Kl. 20.15 ca. passerer vi finish line på St. Lucia. Vi har hele tiden været nede på dieselbeholdningen og har ventet med at tanke de sidste 40 liter reservedunke, da bølgerne har været for store. Vi tanker så snart vi krydser linjen – Og så løber vi selvfølgelig tør lige inden, at motoren får suget an på den nye forsyning. 500 meter fra havnen mister vi pludselig motorkraft, og det blæser helt vildt. Vi forsøger gentagne gange at starte, men den hakker og hoster. Great! ARC kalder os, og foreslår at vi kaster anker i bugten, da et slæbemission vil blive for farlig, da vinden er så hård. IKKE TALE OM! Vi skal i havn – om vi så skal svømme ind! Vi konstaterer, at dieselfilteret har fået suget noget skidt i sig – det bliver skiftet og vi forsøger at starte igen. Nu er problemet, at vi nærmest ikke har mere strøm til at starte, så forbrugsbatterierne skal sammenkobles med startbatterierne. Vi bliver nødt til manuelt at pumpe diesel frem for at få motoren i gang igen – det lykkes og 15 min senere er vi på vores plads. Vi bliver mødt af hjælpsomme ARC folk og en kurv med frisk frugt og kolde rompunch. To af mine venner fra København kommer endvidere os i møde med danske flag og kolde øl. Mega fedt! Underligt at få fast grund under fødderne. Det gynger helt vildt! Vi spiser burgere (de bedste jeg nogensinde har smagt) og ryger fra bar til bar for at fejre vores bedrift – naturligvis iført røde bukser!
De næste dage går med hygge og socialisering med de andre både. Vi får crew'et fra "Vild Luksus" og "Essex Girl" om bord, der også kan fortælle røverhistorier om skader og sindssyge ting, de har oplevet. Essex Girl ødelagde bl.a. storsejl, flækkede en spiler og smadrede deres bovspryd. Endvidere virkede deres motor vist heller ikke. Vi får også historier om dem, der tog den nordlige rute (og vandt ARC'en) – det havde vist ikke været for børn, da de har sejlet i en storm, og besætningerne havde ment, det var dybt uansvarligt. Flere både kommer i havn med knækkede master, motorer der ikke virker, flænsede sejl osv. osv. Alle taler om, hvor anderledes og mere udfordrende denne ARC har været, i forhold til de tidligere år.
Jeg er glad og stolt over at endelig at have udlevet min drøm om at sejle denne tur. En rejse både fysisk og mentalt, som jeg har i årevis har læst om, planlagt inde i mit hoved og ikke mindst haft i mine drømme. Nu er det overstået og der venter fem dage i Caribien med afslapning og derefter jul på Cuba.
Ville jeg gøre det igen? Absolut! Jeg kan kun anbefale alle, der har eventyrblod i årene at tage turen. Det har været ikke mindre end fantastisk...
Casper Sparsø, St. Lucia december 2013