Efter en succesfuld start på vintertræningen på Gran Canaria vinder de talentfulde sejlere Anette Viborg og Martin Hjortlund decembers Olympic Sailing Week stævne ud for kysten ved Las Palmas, Gran Canaria.
Stævnet er det første ud af tre på Gran Canaria denne vinter, hvor teamet har planlagt tre træningslejre over vinteren.
Anette Viborg, styrkvinde, siger: "Det er en fantastisk følelse at begynde at få overskud til at se ud af båden. Jeg vil gerne dele en lille 'fun fact' fra stævnet; som tidligere taktiker på Melges 24 er jeg vant til at holde hovedet højt og have øjnene på stilke ud af båden, men i katamaranen er vinklerne så forskellige, at jeg har fået direkte ondt i nakken af at dreje hovedet så langt for at se, hvad der sker op ad banen! Så jeg skal bare til at vende mig til de nye vinkler."
Martin Hjortlund, gast, fortæller om den tekniske del: "Vi har testet forskellige rig og foil-setup hvilket har øget vores forståelse af, hvordan katamaranen opfører sig i forskellige forhold. Det er utroligt spændende at teste og mærke, hvor forskelligt katamaranen opfører sig i store atlanterhavsbølger frem for de fladere farvande, vi kender fra Aarhusbugten."
Under stævnet har teamet oplevet meget forskelligt slags vejr. Forholdene har været fra helt lette vinde til hård søbrise 10-12 m/s med store atlanterhavsbølger, der gjorde de aggressive og hurtige lænseben teknisk svære.
Anette Viborg fortæller videre: "Da bølgerne blev størst og stejlest, troede jeg nogen gange, vi var blevet forvandlet til ubåd i stedet for den normale simi-foilende katamaran, så vi har arbejdet utroligt meget ind og ud af båden samt frem og tilbage for at holde den optimale balance, og vi kan mærke, vi er blevet langt hurtigere ned ad bakke, det førte også til at vi avancerede på resultatlisten, og i sidste ende vandt en sikker sejr."
Team Viborg og Hjortlund er gået i tæt træningssamarbejde med de tyske Nacra 17 teams, men håber stærkt på at flere Nacra 17'nere vil deltage i stævnet i januar.
"Det er fantastiske træningsfaciliteter på Gran Canaria og vi har fået så mange timer på vandet i alle tænkelige forhold, hvilket styrker os fremadrettet. Især de store bølger vi havde på den sidste dag under stævnet, Søndag, var lidt af en udfordring." siger Martin Hjortlund.
Teamet ser nu frem til næste træningslejr i januar, hvor rygtet vil sige prominente navne deltager heriblandt vinderen af World Cup'en i Melbourne Darren Bundock
Resultatliste fra stævnet her