Det er den store "krydse-Atlanten" tid. Det gælder både tursejlere og kapsejlere - både professionelle og amatører. ARC er i fuld gang, og ligeledes et par mindre "Atlant-rallies" for tursejlere. Desuden er der Transat Jacques Vabre, som nærmer sig enden, og Mini Transat. Hvis man så lægger de mange tursejlere til, som bare gør det uden nogle organiserede rammer, så bliver det et betydeligt antal sejlbåde, som lige nu tilbringer to til fire uger på åbent hav, på vej mod det caribiske ø-paradis. Næste år på disse tider kan Bådmagasinet i øvrigt rapportere direkte fra frontlinjen - da sejler vi nemlig selv derovre.
Stort højtryk
Et stort højtryk ruger lige nu over store dele af det område sydvest for Kanariøerne, hvor det er normalt at hente passaten. Mange mangler fremdrift. Sejler man kapsejlads, og er blandt de få som har vind, så kan man til gengæld prise sig lykkelig; så sætte der hurtig sømil ind på kontoen.
Spredt felt
Specielt har det været en turbulent og mærkelig udgave af Mini Transat - først mere end to ugers udsættelse før start, derefter afblæst første etape med restart i La Coruna. Nu er de 84 soloskippere godt på vej over Atlanten, men de er spredt ud over et så stort område, at de erfarer vidt forskellige vindforhold. Det kan være så svært at adskille årsag og virkning hvad det angår, men hvis man følger trackingen, ses det at bådenes fart er meget forskellig. Giancarlo Pedote fører lige nu, men der er mange der ånder ham i nakken.
Open 50'erne stadig på havet
Transat Jacques Vabre er en lang affære, 5.450 mil fra Le Havre, Frankrig til Itajai, Brasilien. Der er stadig to Open 60'ere tilbage, men de er straks i mål. Tilbage er 23 Open 40-både - her er ingen endnu kommet i mål. Fører gør GDF Suez med Sebastian Rogue/Fabian Delahaye.
ARC - hvorhen?
ARC-feltet er ramt af vindstille - og de mange besætninger tilbringer timer og atter timer med at analysere vejrsituationen, og spekulere over hvor den "rigtige" rute mon går. Passatvinden skal i følge eksperter udeblive som minimum hen over weekenden. Den første rumpunch på St. Lucia er stadig langt væk...