To danske Nacra 17 besætninger er i aktion ved Semaine Olympique Française i La Rochelle, der er en del af Eurosafs Champions Sailing Cup. Anne-Line Lyngsø Thomsen & Jacob Dannefer og Anette Viborg & Martin Hjortlund deltager i stævnet, der har 27 både i Nacra feltet.
Læs også: Ny duo i Nacra 17 - vil gerne til OL
For Anette Viborg og Martin Hjortlunds vedkommende er det lidt over en måned siden, at de kunne pakke deres spritnye Nacra 17 ud. De har indtil da trænet i en Nacra 18, der er væsentlig tungere og langsommere end Nacra 17. I følge dem begge har de da også været på vandet ved enhver given lejlighed for at stifte nærmere bekendtskab med deres nye båd.
To danske Nacra 17 besætninger prøver i øjeblikket kræfter mod andre i La Rochelle
Ved stævnet i La Rochelle er der foreløbig sejlet fem sejladser, og ingen af de danske besætninger ligger i top ti. Bedst placerede er Anne-Line og Jacob, der ligger på en foreløbig 17. plads. Anette og Martin ligger på en 25. plads.
Der sejles til og med på søndag. Udover de to Nacra besætninger er aarhusianeren Lærke Buhl Hansen også på vandet i RS:X, hvor hun ligger på en foreløbig 18. plads.