Så sluttede VM i 49'er og 49'er Fx i Marseille - og desværre uden danske medaljer. Tre danske både havde ellers mulighed for at opnå en medalje i søndagens medal race. Desværre missede alle tre besætninger og endte uden for medaljerækken.
Allan Nørregaard og Anders Thomsen slutter på en samlet syvende plads, mens Jonas Warrer og Peter Lang ender på en niende plads. Allan og Anders udtalte efterfølgende: "Ikke lige den afslutning vi havde håbet på. Manglede lige det sidste i dagens meget tætte sejladser. Slutter på en samlet 7. plads, så røg desværre lidt tilbage idag. Vi vender tilbage mod Danmark i morgen fortrøstningsfulde om fremtidige resultater".
Hos kvinderne slutter Europamestrene Ida Marie Baad og Marie Thusgaard på en samlet syvende plads, mens Jena Mai Hansen og Katja Salskov-Iversen bliver nummer ti.
Det har været et meget vindfattigt VM, hvor sejladserne på flere dag blev udsatte.
VM 49'er
1. Peter Burling & Blake Ture - New Zealand
2. Marcus Hansen & Josh Porebski - New Zealand
3. Manu Dyen & Stéphane Christidis - Frankrig
7. Allan Nørregaard & Anders Thomsen - Danmark
9. Jonas Warrer & Peter Lang - Danmark
VM 49'er Fx
1. Alexandra Maloney & Molly Meech - New Zealand
2. Martine Grael & Kahena Kunze - Brasilien
3. Sarah Steyart & Julie Bossard - Frankrig
7. Ida Marie Baad & Marie Thusgaard - Danmark
10. Jena Mai Hansen & Katja Salskov-Iversen - Danmark